Med en laserstråles præcision formåede Pia Kjærsgaard at sætte valgets første dagsorden med den stærke annonce med en tegning af profeten Muhammed.

De ’fremmede’ vil naturligvis igen komme til at indtage en absolut hovedrolle i den intense valgkamp – simpelthen fordi intet kan ophidse danskerne mere end muslimer. Det ved partierne, som bedre end på noget andet emne kan profilere sig værdimæssigt over for hinanden.

Mange havde fejlagtigt bildt sig selv ind, at andre emner nu interesserer danskerne så meget, at integration og udlændinge ville fylde ganske lidt under dette valg. De glemmer, hvad der er sket i Danmark i de seneste par år – lad mig her nævne fire enorme diskussioner:

Muhammed-krisen, som kastede vores land ud i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Her vaklede især Socialdemokraterne så meget, at de røg ud i en stor vælgermæssig nedtur. Omvendt stod Dansk Folkeparti meget stærkt og Naser Khader, dengang radikal, blev et politisk ikon.

Fire store terrorsager behandles i danske retssager – Glostrup-sagen, Said Mansour-sagen, Vollsmose-sagen og senest Københavns-sagen – hvor herboende islamister angiveligt har truet med at begå terror mod blandt andet Tivoli og Dansk Folkepartis årsmøde.

Asyl-børnenes forhold på danske asylcentre, hvor flygtningebørn i årevis har været lukket inde uden at komme i gang med deres uddannelse og uden mulighed for at møde kammerater, har ophidset danskere i alle retninger.

Den voldsomme og følelsesladede debat om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid, troede muslim med tørklæde, der nægter at give hånd til mænd, og som måske sætter sharia-loven over grundloven.

Anders Fogh Rasmussen spillede omgående ’udlændinge-kortet’, da han udskrev valget. Hvis oppositionen vinder, understregede han, ja, så vil Danmark blive intet mindre end ’verdens største magnet’ for asylsøgere. Med De Radikale, SF og Enhedslisten som backing-group til Helle Thorning-Schmidt vil porten til Danmark blive åbnet på vid gab – og situationen vil komme ud af kontrol, præcist som før VK-regeringen kom til i 2001, lod statsministeren forstå.

Pia Kjærsgaard er ude i samme ærinde. Med den nye Muhammed-valgplakat minder hun danskerne om, at det kun er takket være hende og VK-regeringen, at Danmark står fast på ytringsfrihed og demokrati. Hvis de andre vinder, herunder hvis Naser Khader får styrke til at påvirke Fogh, ja, så forudser Pia, at demokratiet vil vakle under blødsøden socialdemokratisk-radikal tankegang.

For Helle Thorning-Schmidt er der ikke noget værre end et valg, der mest kommer til at handle om udlændinge, de fremmede, muslimerne. Hendes parti har vaklet voldsomt på dette politiske felt i årevis – og hun dumpede selv under Muhammed-krisen. Derfor vil hun kæmpe for at sige så lidt som overhovedet muligt om muslimer i valgkampen.

Naser Khader, derimod, elsker det. Hans stærkeste styrke er naturligvis hans position som både strammer og humanist på udlændingeområdet. Han vil derfor gøre sit til at skubbe dette emne så hårdt frem som muligt, så han kan fremstå som den samlende figur i denne debat. Den, der vil straffe islamisterne, men hjælpe asylbørnene.

Valget vil mere end noget andet blive afgjort af, hvorvidt ’udlændinge’ bliver det centrale emne. Helle Thorning-Schmidts blok skal have minimeret emnet, mens Fogh-blokken skal havde det maksimeret.

David Trads, Chefredaktør