Venstres chefstrateg Claus Hjort Frederiksen har naturligvis en pointe, når han i dag påpeger, at Helle Thorning-Schmidt er afhængig af ikke bare Enhedslisten, men i særdeleshed af Asmaa Abdol-Hamid. Den socialdemokratiske partitop er selv mindst ligeså utryg ved udsigten til at få Asmaa i Folketinget, fordi de ganske enkelt er usikre på hendes intentioner.

Det er og blir en akilleshæl for oppositionen, at den er afhængighed af Enhedslisten, som er et parti, der er grundlagt af resterne af især DKP – de danske kommunisttosser, der helt frem til Murens Fald i 1989 aldrig forsømte en lejlighed til at hylde Sovjetunionens diktatur. De to fremmeste kandidater for Enhedslisten i den igangværende folketingsvalgkamp, nemlig Frank Aaen og Asmaa Abdol-Hamid, har begge dybe problemer med at vriste sig fri af en uheldig fortid og har begge svært ved at fremstå som helhjertede demokrater.

Lad mig begynde med Frank Aaen, den gamle super-kommunist, som igen tegner Enhedslisten i tv-debatterne. Her fremstår han som demokratiets vagthund, mens han selv og åbenbart også en to-tre-fire procent af befolkningen fuldstændigt har glemt Aaens dybe kærlighed for sovjetiske diktatorer som Bresjnev, Andropov og Tjernenko.

I 1980’erne kæmpede Aaen som en hard-core politisk redaktør for partibladet Land & Folk for proletariatets diktatur og bekæmpede reelt det danske demokrati, fordi han hellere ville have været en del af Sovjet-blokken og af Warszawa-pagten end af EU og NATO. Han prøvede eksempelvis i flere dage at underkende atomkraftulykken på Tjernobyl-værket, fordi Moskva meddelte ham, at det som enhver kunne se var rigtigt, i virkeligheden var vestligt propaganda.

I den afgørende konflikt mellem ’det onde’ og ’det gode’ – nemlig mellem den kommunistiske Sovjet-blok og det demokratiske Vesten – valgte Aaen i den grad forkert. Derfor har jeg aldrig rigtigt stolet på Aaen – og jeg har fuld forståelse for, hvorfor toppolitikere som Uffe Ellemann-Jensen, Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen gennem årene har været yderst tilbageholdne med at give Aaen fyldestgørede oplysninger om afgørende sikkerhedspolitiske emner.

Dernæst til Asmaa Abdol-Hamid, den anden topkandidat, der tegner Enhedslisten. Hende er jeg også ganske utryg ved. Det skyldes ikke så meget hendes stærke muslimske tro, hendes tørklæde eller hendes afvisning af at give hånd til mænd, som jeg altsammen har svært ved at forstå, fordi det er efter mine begreber er både undertrykkende og krænkende over for kvinder og mænd. Men: Det er hendes egen afgørelse.

Problemet er hendes gentagne forvirrende politiske udsagn om meget vigtige og fundamentale forhold. Problemet er hendes tvetydighed, hendes dobbelttungethed.

I dag har hun med hjælp fra trænede partikammerater – mange i Enhedslisten er jo præcist som Aaen trænet i de sovjetiske agit-prop-kurser i 1980’erne – lært at sige alt det rigtige. Det ubehagelig er alt det, hun nåede at få sagt, inden spindoktorerne tog over.

Asmaa har i løbet af det seneste halve år udtalt sig så tåget om dødsstraf, om homoseksualiet, om registrerede partnerskaber, om shariaen over for grundloven, om irakiske oprøreres ret til at slå danske soldater ihjel og meget andet, at det for mig er dybt, dybt bekymrende. Jeg er simpelthen ikke tryg ved, om Asmaa virkelig går ind for de allervigtigste danske værdier.

Modstanden mod Asmaa har intet med hetz mod muslimer at gøre, idet hverken jeg eller så vidt jeg ved nogen som helst andre betvivler de tre nuværende muslimske medlemmer af Folketinget – SF’s Kamal Qureshi, Socialdemokraternes Hussein Arac eller Ny Alliances Naser Khader – demokratiske værdier. Naturligsvis ikke.

Desværre er der for mig en lige linje mellem Frank Aaen og Asmaa Abdol-Hamid – nemlig deres fælles forståelse for, at demokrati i hvert fald ikke altid er det vigtigste. Sommetider er det i stedet en ideologi, som står øverst, hvad enten den er politisk eller religiøs. Derfor er de i bedste fald halv-demokrater – og derfor vil de aldrig kunne få min stemme eller min respekt.

Jeg føler mig ret overbevist om, at såvel Helle Thorning-Schmidt som Margrethe Vestager inderst inde har nogenlunde samme bekymring. De kan bare ikke sige det højt, for de har brug for Aaens og Asmaas stemmer - og det er, som Claus Hjort rigtigt har påpeget det, et stort, stort problem for SR-blokken.

David Trads

Chefredaktør