Jeg tror ikke Fogh har de store chancer for at blive EU s nye præsident. Ikke fordi han er decideret ukvalificeret. Han er en dygtig mand og vil sikkert kunne gøre det helt OK.
Og ingen tvivl om at Fogh ville elske at hilse på sig selv hver morgen i spejlet med et "Good morning Mr. President", så det er heller ikke vores landsfaders præsidentielle ambitioner, der mangler. Tværtimod forlyder det på gangene hernede i Parlamentet, at han er fyr og flamme!
Det er helt andre faktorer der spiller ind. For det første at han ikke er nogen stor europæere. Han har altid søgt fællesskabet over Atlanten med Bush frem for med sine europæiske venner. Desuden er det først nu, at han er begyndt at bekymre sig om de danske forbehold, som der mildest talt ikke længere er stor forståelse for i et udvidet EU. Endelig tilhører Fogh en forkert politisk gruppe, hvis man vil magten i EU. Her er det nemlig Socialdemokraterne og de Konservative kristendemokrater, der bestemmer.
Der skal derfor mere end almindeligt held til, hvis Fogh skal ende som en kompromiskandidat i sidste time.
Bedre chancer har han nok for at blive NATOs generalsekretær. Og mon ikke også det var derfor, han fornyeligt igen besøgte Bush på dennes Ranch i Crawford?
Her vil jeg dog godt give et råd til Fogh. Selvfølgeligt skal man tale for sin syge moster, når man er til jobsamtale, men at kalde Bush en "miljøforkæmper". Det er altså for tykt! Jeg tror faktisk, at selv Bush havde svært ved at holde masken.