Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Værsgo - før et hemmeligt liv

3. august 2008 22:55
Visninger  [895 ]   Debat  [4 ]
Reaktion på: Unge får forbud mod at gå til halbal, Politiken, 2 august 2008

Allerede for en del år siden sluttede bogen "What It Takes To Pull Me Through" af David L. Marcus (ISBN-10: 0618145451) med et længere skriv om hvordan at dobbeltindkomstsamfundet langsomt har lagt et pres på vores børn om at blive voksne før tid. Vi kan jo se hvor længe at de små piger forbliver i deres lyserøde verden og leger med dukker. Barndommet slutter tidligere og så kastes børnene ud i problemstillinger de egentlig ikke er modne nok til.

Det sker fordi at vi pakker dem godt ind i vat og de er aktiverede fra de møder i vuggestuen til de forlader skolefritidsordningen. De får ikke et minut til at kede sig og selv finde på. Hvad værre er at der ikke venter dem nogle pligter i form af et fritidsarbejde, når de går ud af 3. klasse. Vi har underskrevet en konvention imod børnearbejde og uanset hvor smuk tanken er og hvor mange børn som bliver reddet fra at blive udnyttet, så har denne konvention en bagside.

For kun 20-25 år siden så var landets gader fyldt af børn som delte aviser ud eller samlede dem ind til genbrugsformål. Teknologi har udslettet halvdelen af behovet for disse job og lovgivningen har fjernet resten.

I mangel af det tætte forhold i hjemmet er mange unge overgivet til at se på ældre kammerater for at få nogle værdier. Dette er ikke altid heldigt fordi at nogle grupper eksisterer for at beskytte medlemmerne i en verden, som periodisk er ond og grusom. Ofte sker det at det bedste forsvar bliver et angreb. Et forsvar mod et angreb, som måske aldrig har været på vej, men hvor at et blik eller en bevægelse på grund af ungdommelig uerfarenhed bliver opfattet som et angreb og udløser et umotiveret overfald.

Disse grupper er alle steder i vores samfund. Ingen by kan se sig fritaget. Spørgsmålet er at få dem i tale. Det gør man med grupper man kan se. En måde at få dem at se er at få dem med hvor at den gængse befolkning fester og hvor at der voksne, der kan påtale hvis festen bliver for voldsom.

Her er politiets holdning uforståelig og så alligevel ikke. Den er uforståelig, fordi at de selv ved hvor mange gange at de er kaldt ud til nedlagte huse, legepladser og grønne områder for at jage drikkende unge væk. De ved at dette samfund ikke har kapacitet etablere et kontrolsystem, hvor at en kombination af irisscan og fingeraftryk ved få udvalgte butikker kan sikre at kun voksne køber alkohol. Men den er også forståelig fordi at nye regler vil medføre krav til politikerne om ekstra bevillinger.

Nu har man valgt at følge den internationale tendens med at unges problemer skal gemmes. De må lave deres rave-parties, drikkegrupper i parken eller på stranden. Ingen problemer der, men de skal gøre det når de voksne ikke kigger på!

Så er vi tilbage til Marcus's bog, hvor at han gør opmærksom på at parcelhusene har fået opdeling efter generationerne, så der måske kun er en buffet til fælles for alle husets beboere. Alle spiser for sig selv. Vi ser jo reklamerne, som viser at det er smart med en separat indgang for husets teenage datter - underforstået at forældrene helst ikke vil vide noget om en kommende ægtemand før at de skal med ud og købe kjole - om det er dåbskjole eller bryllupskjole kommer ud på et.

Det bliver en trist og dyr udvikling for landet, hvis vi ikke trækker de unge ind i vores kultur hvor at alkohol er en bestanddel. Alkohol er et rusmiddel som man skal have respekt for. Det er alt for farligt at give folk i hånden, så de erhverve sig de erfaringer, som generationer før dem har fået over tid. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. De unge kan spørge deres forældre og deres forældre kan opsøge festen for at stikke en finger i jorden. Det vil de unge egentlig godt have hvis man ikke ankommer forudindtaget og fordømmende.

Det er en katastrofe at forhindre de unge i at komme til voksne fester. Når voksne er i gåsetegn, så er det fordi at man med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved om festen er voksen, hvis man prøver at høre det, som de kalder musik. Halfesterne har voksen personale og hvis der stadig var forældre derude, som måtte være nervøs, så har halfester ingen øvre aldersgrænse.

Forbuddet er en opfordring til de unge om at vende ryggen til samfundet, hvis de vil dyrke social samværd. En opfordring som kommer til at koste samfundet dyrt om ganske få år.
Del på Facebook
04.08-2008 | 00:41 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
04.08-2008 | 01:29 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
04.08-2008 | 11:26 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
04.08-2008 | 21:18 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Carsten Overgaard

Hvad der er sket indtil nu

Jeg er født i Herlufsholm sogn det herrens år 1966. Efter min tid på Kalbyrisskolen og senere Næstved Handelsskole, startede jeg i EDB-branchen i 1986, nærmere bestemt Poulsen Computercenter i City 2 - Taastrup. Ret tidligt specialiserede jeg mig i økonomi-programmer med hovedvægten lagt på Concorde produkterne. Jeg har taget hele Concorde XAL uddannelsen, inkl.. specialmodulerne Time/Sag, Materiale- og Produktionsstyring og Løn.

Sideløbende med mit arbejde har jeg taget merkonomuddannelserne i regnskabsvæsen og databehandling.

Da jeg var yngre og ikke havde familieforpligtelser og en 50 timers arbejdsuge, dyrkede jeg motionsløb og triathlon på motionsniveau. Bla. andet sad jeg i bestyrelsen for Næstved Triathlon Klub og var medlem af breddeidrætsudvalget under Dansk Triathlon Forbund i nogle år.

Jeg blev gift med jordens dejligste kvinde d. 18 november 1995 i Brønshøj kirke. I 1997 flyttede vi til Ølstykke.

Samtidig skiftede jeg side fra at være sælger på IT-markedet til at være køber i egenskab af at være IT-chef i Formula-koncernen.

5. oktober 1998 blev min datter - Charlotte Lykke Overgaard - født. Tre år efter - d. 24 april 2002 kom min søn Christian Walther Overgaard til verdenen.

Mod nye mål

Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg har nået alt. Jeg er i princippet mæt af dage. Men børnene er ikke fløjet af reden, så livet skal gå videre og derfor må man sætte sig nye mål.

De næste år vil være præget af at jeg vil arbejde for to ting:

  1. At skabe det bredest mulige valg af levne for mine børn. Jeg ved ikke med hvad og hos hvem de vil tjene, når de bliver voksne. Men for at deres muligheder skal være bredest vil jeg kæmpe for at blive boende, hvor jeg bor i dag, så de kan få adgang til de videregående uddannelsesinstitutioner i København.
     
  2. At gøre mig klar til efterlønnen så nedgangen i indtægten bliver så nemt som muligt. Med Microsofts beslutning om at nedlægge mit erhverv - XAL - ved udgangen af 2009, så må jeg forberede mig på at det kan blive vanskeligt at komme frem til pensionsalderen uden at måtte ophøre med at arbejde. Et skifte til et nyt erhverv kan komme på tale.

Så udfordringer er der nok af. Der er kun at komme i gang.

Indlæg | 17 | 18.206 | 39
Siden | 7. november 2007 05:35
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites