Det var med forbavselse at vi i avisen kunne konstatere at vi nu må gå til vor datter på 12 år og fortælle hende at hun ikke længere kan dyrke den sport, som passer til hende. Og havde hun så lavet noget forkert, så kunne vi have forklaret hende at når man laver noget galt, så følger der en konsekvens. Men hendes straf som er en sæson uden svømning indtil at vi efter sommeren kan melde hende til svømning i en anden kommune, er ikke resultatet af hendes handlinger. Hun er om en ud af 112 unge og ældre blevet offer for hvad vi alt mest opfatter som hævn fra arrogant embedsværk, der vil have hånd og halsret langt ud over hvad man kan forvente at en udlejer vil have over en lejers aktiviteter.

Vores datter går til svømning om søndagen i Ølstykke svømmehal. Her har den klub hun dyrker svømning i lejet hallen i et tidsrum. Et skønt frirum for min datter i et liv, der ellers har budt på mange helbredsmæssige udfordringer startende at blive født med et hul i hjertet. Der er mange hold, der er i gang i løbet af søndagen. Således er vor datter kun i bassinet i en halv time.

Klubben møder på et tidspunkt en efterspørgsel efter en ny form for træning, som er meget oppe i tiden. Vi er mange som ved hvor svært at det er at skaffe frivillige til idrætten. Jeg har personlig en fortid som medlem af breddeidrætsudvalget i Dansk Triatlon Forbund, så jeg er bekendt med problemstillingen. Da svømmeklubben så besluttede sig at møde efterspørgslen fra klubbens medlemmer beslutter man at hyre en professionel træner, som til dagligt arbejder i et kommercielt fitness center.

 Jeg er bekendt med det dogme som fitness centre må tåle. Der findes måske stadig nogle centre, der lever op til et stereotypt billede med nogle overtatoverede muskelbundter der flytter mange kilo, men sådan er det langtfra mere. Alligevel hænger dette negative rygte åbenbart ved hos en ellers perifer embedsmand der ikke kun nøjes med at gå ind og påtale samarbejdet, men med det samme med et enkelt pennestrøg fjerner træningen for 112 børn og ældre øjeblikkelig.

Der er ikke billeder i vores lokalavis, men man fornemmer det tilbagelænede magtmenneske der vil uddele en straf for straffen skyld uden skelen til hvem at den rammer. Har vi forstået budskabet? Ja, det står klart at breddeidrættens dage er talte i Egedal kommune. Jeg arbejder på ikke at skuffe mine børn ved at love noget som jeg ikke kan overholde. Det er ikke nemt og jeg havde lovet hende at hun måtte svømme denne sæson. Søndagen blev valgt fordi at jeg bor i Ølstykke og transporten til mit arbejde betyder at der ikke bliver overskud til fritidsaktiviteter, når der skal laves lektier, læses minimum 20 minutter hver dag jf. undervisningsministeriets anbefalinger og findes tid til almindeligheder som aftensmad og almindelig samvær. Min konklusion er at jeg ikke kan byde mine børn at dyrke sport indenfor kommunegrænsen for ikke at skuffe dem.

Jeg er skuffet fordi at jeg bor i en kommune, der inden sammenlægningen var kendt for at være fleksibel. Fodboldklubben havde f.eks. en smidig håndtering af kørepenge, der ikke altid gjorde dem lige populær i forhold til statslige organisationer som Skat.

Men for os som Ølstykke borgere har kommunalreformen kun budt på forringelser. Egedal kommune er en sammenslutning af 3 kommuner. Stenløse, Ledøje-Smørum og Ølstykke. Stenløse var berygtet for håndteringen af deres økonomi og de har aldrig lagt skjul på at der skulle et nyt rådhus på banen, når de kom til fadet, så man kunne spare på kørsel da moderne arbejdsredskaber som telefoner, IT og videokonferencer regnes for at være så upålidelig at man skal mødes personligt.  Traditionelt må intet rådhus stå tilbage for Københavns så vi er da spændt på om der laves en løsning som på Frederiksberg, hvor at man godt nok har lige så mange rum i dette rådhus som i København, men hvor at de enkelte rum er meget små – nogle nærmest på størrelse med et kosteskab – for at opnå det rigtige antal. Vi borgere frygter at kommunen kommer til at hænge på de mange tomme bygninger, der ikke er placeret så de virker efterspurgt af private eller virksomheder.

Vi føler os uden for indflydelse af det centralstyre, som udgår fra Stenløse rådhus i vores nye storkommune og embedsværkets straf af uskyldige borgere, der på ingen måde har været inddraget i beslutningsprocessen om at møde en efterspørgsel fra andre motionister bidrager kun til den afmagt vi føler.

Vi erkender at kommunen selvfølgelig skal sikre at der ikke foregår direkte ulovligheder i deres ejendomme. Hvor den grænse er, kan være noget flydende. Personligt føler jeg at det var noget grænseoverskridende at en forening i København der arbejdede for at flytte den seksuelle lavalder kunne arbejde i en kommunal ejendom. Jeg følte at det var moralsk krænkende, men hvis der ikke foregik noget ulovligt så må man som udlejer dårligt opsige lejemålet.

Jeg finder det derfor så meget mere mærkværdigt at embedsværket i Egedal kommune uddeler en kollektiv straf til bla. Min datter på basis af noget hvor at vi skal mere end helt ud i gråzonerne i foreningslivet for at kunne se noget kritisabelt i.

Jeg er ikke bare vred over kommunens beslutning, jeg er direkte skuffet.

Hvordan skal jeg lære mit barn hvad der er rigtig eller forkert, når hun bliver straffet for at gøre hvad der er rigtig og følger lægens råd over at styrke hendes desværre noget skrantede helbred med idræt?

Jeg håber at der er politikere i Egedal kommune, der vil stå frem og garantere at når de kommer til, så bliver denne perifere embedsmand der står bag beslutningen sendt på opgave ude ved kommunegrænsen så vi kan få breddeidrætten tilbage i Egedal kommune.

Men jeg er efter 44 års erfaring som borger i dette land ikke længere optimist, men derimod realist. Min datter kommer måske til at svømme igen, men ikke i Egedal kommune.

Jeg kunne have valgt at skrive ovenstående indlæg i vore lokale avis, men der er trods alt grænser for hvad jeg kunne bede den lokale avis om at skrive af kritiske kommentarer når bladets største annoncør i bedste Korsbæk stil er kommunen.

Reference:
Kommunen straffer svømmere  (Lokalavisen, 28. oktober 2010)