Selvets paradoksale selvretfærdige forståelse ?

Det gode parnas hviler på en elitær præmis, denne er selvet, selvet er overlevelse på ego, selvtilliden om at man kan, man har ret (til) og at man skam er fornuftig, med en sund morale. !

Kun "idioten" tvivler på sig selv.  ?

Selvet består af to ”over” fænomener – Det ubevidste og det bevidste. Dette medfører at selvet er et ”vi” – Dette vi, perspektiveres ofte ud over andre ligesindede, på status, tro eller politik i ”vi er på linje” det modgår således også ofte i et samlet ”vi” evt. modstand/modstandere.   (personer, grupperinger, politiske partier m.m.)

Selvretfærdig ”frelsthed”

Selvet mener sig ofte bevidst om at man bestemt selv, har en god sag og at man har ret. Moralen er i orden, siger selvet til sig selv, imens det beskuer egne gode intentioner. ”Vi” vil jo blot andre det godt. Det er bestemt velment. Således frelst er selvet på rette hylde, så at sige, - altså efter eget skøn og der manglers ikke selvtillid eller overbevisning.

Således kan man selvretfærdiggøre – sig selv

Selvet holder af at udleve sig selv, så der skal ”Frirum” til at være. Særligt det liberalistiske tankesæt brillerer i den henseende på at ethvert menneske er skaber af egen lykke og man må således ikke sætte mulige begrænsninger op for fri udfoldelse, for heri haver egoet sin lykke.

Paradoksal forståelse

Her ses der ikke ind men ud, giv plads mine herrer og damer, for her kommer ”vi” siger selvet om sig selv og sine ligesindede, vi ved nok hvordan det hænger sammen, så kom ikke her.

Jantelovens komik er paradoksal profan i al sin vælde, selvretfærdig og indoktrinerende, på samme tid. Mennesket kan i form af dette udbryde;

”Du skal ikke tro, du er noget”

Det paradoksale udsagn spys ud pr. ubevidst automat reaktion, for bevidsthedens forblindelse er døv, denne hører ikke selvets skrig.

 ”vi er noget, vi ÉR noget...Vi  er noget – skriger selvet”

”Vi” haver skam forståelse og rum for andre forståelser, siger `vi' på trods af at man måske lige har udvist en selvretfærdig overbevisning, som netop var funderet i egen tiltro til egne evner og intellekt, vedr. egen fornuft og egen ”sunde” morale. Således slår selvet paradoksalt en Gordisk knude på sig selv og udbryder: Her er ingen problemer

Selvets forståelse om sig selv og andre kan indeholde en ”frelsthed”

Denne mulige frelsthed har udspring i selvretfærdigheden.

Dette er at se som et paradoks, mener jeg

Den er uafhængig af status, tro, politisk ståsted, eller andet……

Mennesket er en paradoksal dualitet, sjælen og kroppen, ubevidst, bevidst, positiv og negativ, sanser og tanker holder/indeholder dualiteter

Selvets forståelse indeholder paradokser.

En paradoksal selvretfærdig forståelse, indeholder ofte en frelsthed på overbevisning.

Det er indlysende at ingen forstår selvet bedre end en selv …?

Således kan Højrefløjen i deres mulige frelste selvretfærdighed, harcelere over venstrefløjen og vise versa. Begge på en selvretfærdig paradoksal forståelse, som først og fremmest ønsker at forstå – sig selv.

Hvor begge sider kan hævde at have ret, set i lyset af egen forståelse.

Højrefløj på sanset rationel kynisme.............

Venstrefløj på sanset rationel humanisme.....

Det tænkte rationelle, kan være det sansede irrationelle. !

Skal man tale med et fornuftigt menneske, da skal man tale med sig selv, siges der.

Således kan 2 frelste højrefløjs personer sige:

Vi flytter os ikke for en idiot. !

Dertil kan så en frelst venstrefløjs person svare: 

Jeg flytter mig da gerne for to. !

I det skær, kan alle så stemple hinanden som idioter.

Pointen er at, selvet ser ikke sig selv som "idiot".

Set i det lys, passer dette citat: ”Det er ikke mig det er de andre”

Disse mulige forståelser og en sådan kommunikation, er da tragikomisk og paradoksal selvretfærdig, hvis man forstår og handler således, er pointen

Det uanset hvem man er, tro eller politisk ståsted, mener jeg.

Mvh  Confucius