Jeg er sådan én, der altid
bliver overtrumfet af andre, når jeg fortæller en eller
anden sand historie fra mit virkelige liv. Hvis jeg lige har været
forkølet og klager mig over det, er der altid en eller anden
med en dobbeltsidet lungebetændelse eller en eksotisk
tropesygdom. Hvis jeg fortæller om dengang en taxachauffør
i Skopje tog røven på mig, er der en anden, der kan
berette om dengang han var gidsel hos al-Qaeda. Hvis jeg fortæller
om dengang jeg skvattede på cyklen, skal der nok være en
overlevende fra Estonia til stede i selskabet.
På ét område plejer
jeg imidlertid at have førertrøjen, og det er i
kategorien ”oggenaler, jeg har mødt”. Der er ikke ret
mange, der kan hamle op med Willum Peder Trellund. Han døde
kort før jul, og dermed er det vist ikke for meget at sige, at
Café Heimdal aldrig bliver den samme igen.
Café Heimdal ligger på det
ydre Nørrebro (vi taler København her). Trods navnet er
det et værtshus i den gamle stil, hvor øl koster under
en tyver, og hvor enhver lalleglad feng shui-energi øjeblikkelig
jages på porten af tung tobaksrøg, blippende
spilleautomater og brunt i brunt i brunt. Her kunne man stort set
altid være sikker på at møde Willum.
Han var let at genkende. En lille mand,
pakket ind i en lidt for lille læderjakke og med strittende
totter af hår og skægstubbe på et hoved med en alt
andet end sund kulør. Det mest karakteristiske var dog hans
hænder, eller rettere hans mangel på dem. I stedet havde
han proteser. Den ene ville have været nogenlunde naturtro,
hvis ikke det gummi, der skulle ligne hud, havde været slidt af
nogle steder, så metallet nedenunder skinnede igennem. Den
anden var en stålklo, der kunne gribe om ting som f.eks. en
cerut. Ikke at Willum røg, men han spiste gerne cerutter.
Faktisk tyggede han dem normalt bare, men hvis der sad andre ved
bordet, ville han ikke sidde og spytte gennemsuttede tobaksstumper
ud, og så slugte han dem i stedet. Hvis man spurgte Willum,
hvad der var sket med hans hænder, sagde han, at ”dem havde
han vinket farvel til”. Faktisk havde han selv savet dem af i en
rundsav, da han var nitten.
Det er så her, man kunne forfalde
til at tage anekdoten med sig ud i selskabslivet og overtrumfe andre,
der tror, at de har mødt nogle sære individer, bare
fordi de har en faster, der har været hos numerolog. Men Willum
fortjener bedre end at blive trukket op af hatten som trumf i et af
samtalekøkkenernes freak shows. Han var et begavet og
fascinerende bekendtskab. Når resten af klientellet på
Café Heimdal var ved at komme op og slås over en
teknikalitet i en billardkamp, sad han – hvis han havde selskab af
interesserede såsom undertegnede – og reciterede digte, egne
eller andres. Hans stemme var normalt lidt tynd i det, men når
han reciterede, fik den en mageløs klang. Han var en
gudsbenådet oplæser, og hvis han brød ud i sang,
lød det heller ikke værst. Jeg mindes engang i en sen og våd nattetime at have
siddet og sunget den gamle vårvise In Vernalis Temporis sammen med ham
(på latin, forstås). Det er den, som rådhusklokkerne
i Århus spiller.
Tilbage i firserne fik han udgivet en
samling digte. Den store litterære anerkendelse kneb det dog
med, men kort før sin død blev det til endnu en
samling, udgivet på det lille, idealistiske forlag tab&nar.
Han nåede også at blive
foreviget i en elektronisk form, der giver eftertiden mulighed for at
opleve hans oplæserstil. Det kan ses her.
Det er først for nylig, at jeg fandt ud af, at han var død. Der var en mindeaften for ham ude på Christiania, hvor jeg desværre ikke kunne komme. Men ønsket om at ære hans minde kan i det mindste levere en from undskyldning for et glas absint eller et forsøg på at prøvesmage sig igennem en brøkdel af alle de forskellige påskebryg, som det vælter ud med her i mikrobryggeri-alderen. Skål, Willum.