Ja, tak for kaffe, det var ellers noget af en overskrift. Den er lige til Pestohestens konkurrence om svulstig lyrik, og det er faktisk også et brudstykke lyrik. Jeg sidder lige nu og grubler over, hvad fanden digteren dog har tænkt på.

Se, det lyder jo meget uskyldigt, sære digtere er ikke noget ukendt fænomen, og de af os, der er ude over gymnasiealderen er ikke tvunget til at kunne sige noget klogt om dem af slagsen, der ikke lige siger os noget. I dette tilfælde er sagen bare lige det mere speget.

Digteren er nemlig mig selv, og ordene stammer fra et manuskript, der guddødeme er antaget til udgivelse på et rigtigt forlag. Jeg har i sidste uge fået det tilbage fra sats, og nu har såvel jeg selv som forlæggeren kigget det efter i sømmene. Netop den her linje er forlæggeren så studset over i sin gennemlæsning, han har sat et spørgsmålstegn i margenen. Jeg har været ude for en del spørgsmålstegn fra hans side, som oftest kan han ikke selv huske, hvorfor han har sat dem, men i det her tilfælde synes jeg selv, at jeg kan se et behov for en opstramning af en eller anden art.

Spørgsmålet er bare, hvad jeg så stiller op. Digtet er vist en fire-fem år gammelt, og jeg har virkelig ikke den ringeste anelse om, hvad der fik mig til at finde på sådan et udtryk som "vil stormen græde svungne ben". Det giver nul, zero, nada mening for mig, heller ikke selv om jeg strækker selve begrebet "mening" så urimelig langt, som det omgivende digt lægger op til. Jeg skal kort og godt finde på noget andet at proppe ind, og det kræver, at jeg sætter mig ind i det hersens stykke mærkelige lyrik. Jeg har lovet at komme forbi forlaget med det i morgen, så et eller andet skal der ske her i nattens løb.

Den foreløbige taktik går ud på at ordinere mig selv et glas kølig absint. Så må vi tage den derfra.