Man ser ofte diverse bagrudestreamers, klistermærker og andre avancerede kommunikationsmidler, der fortæller, at rigtige mænd er landmænd, vinduespudsere, indendørsarkitekter eller Star Trek-fans.

Det er naturligvis noget sludder. Mandighed har at gøre med kropsbehåring.

Tag nu skægget. Der er noget ultimativt mandigt over sådan en ordentlig dørmåtte, som kan flettes og se vikingeagtig ud og som børn kan hive i for at prøve, om det er rigtigt. Jeg har ind imellem haft lyst til at anlægge det, men hånden på hagen: når mine skæghår når en længde på omkring en centimeters penge, kan jeg ikke holde det ud. Det klør og prikker, og jeg ender altid med at kapitulere og rydde ud i krattet.

Hvordan kan man så gøre det, og stadig bevare sin mandige selvrespekt? Det kan naturligvis kun ske på én måde: med en barberkniv af den gode, gammeldags slags, sådan én, som man i et snuptag kan snitte sit eget hoved af med, hvis man har lyst eller er fummelfingret.

Jeg faldt over nogle stykker af slagsen, da jeg i sin tid i 1999/2000 boede i Athen. De første, jeg prøvede, var nogle discountmodeller, der knap ville kunne bruges til at skære i lunt smør med, men siden fandt jeg en ældre én på loppemarkedet, der føltes som noget, der i det mindste havde potentialet til at blive rigtig skarpt. Det var en gedigen, tysk klinge med den her udefinérbare fornemmelse af ordentlig kvalivare.

Den kom dog aldrig rigtig i brug. Den var skam væsentlig bedre end de brevåbnere, jeg ellers havde forsøgt mig med, men der var ingen tvivl om, at der skulle gøres noget for at få den til at vise, hvad den egentlig duede til. Jeg forsøgte efter bedste evne at skærpe den på en dertil indrettet læderstrop, men hvad jeg end gjorde, havde jeg lidt svært ved at se, hvordan sådan én i århundreder kunne have udgjort et tilfredsstillende redskab for mænd, der nok som regel har været betydelig mere forfængelige end mig.

Nu kan man jo finde ud af alt på internettet, deriblandt, at læderstroppen kan være god nok til at give æggen det sidste touch, men at den altså ikke kan gøre alt. Ind imellem skal en barberkniv slibes på en rigtig slibesten, men det skal være en hulens finkornet én af slagsen. Den første, den bedste nede fra Silvan duer ikke - dér lider man af den vrangforestilling, at korn 1000 er fint, men når vi snakker barberknive, er det 4000 eller 8000 eller sådan noget, der skal gang i.

Der er flere muligheder for sådan noget. Et firma, der hedder Norton, laver en sten med to finheder, henholdvis 4000 og 8000, og der er vist også nogle fra Japan, der ligger deromkring. De er svinsk dyre.

I Ardennerne i Belgien bryder man en særlig bjergart, der sælges under navne som “belgisk brok” (ja, hvorfor ikke) eller “coticule”. Også pænt dyr, hvis man skal have bare lidt mere end en lille gnalling.

I de gode, gamle dage var de belgiske sten vist ret populære, men derudover brugte man også diverse til formålet fremstillede keramiske sten. De forgår indlysende nok ikke så let, så der er masser af dem på markedet den dag i dag, og sådan en gammel svend er såmænd den billigste løsning.

Indkøb af stort set hvadsomhelst er en smal sag, når man har internettet, PayPal og sit kreditkort til rådighed, og jeg fandt alt, hvad hjertet kunne begære af barberslibesten på www.redtrader99.com.

Jeg bestilte en pakke med tre af forskellig finhed og gik i gang med at få den gamle klinge ført op til fordums storhed. Det er en kunstart i sig selv, og jeg vil ikke påstå, at jeg mestrer den til fulde, men det er dog lykkedes mig at få den gjort brugbar nok til, at den har afløst enhver form for engangsbestik eller elektrisk maskineri, når plænen i ansigtet skal slås.

Når man sliber kniven, skal man huske, at man skal stryge den hen over stenen med æggen forrest. Det er vist også bedst med lidt vand på stenen. Der skal ikke trykkes hårdt, men der skal slibes ligeligt på begge sider. Vinklen giver sig selv; kniven skal ligge, så både æggen og den tykke “ryg” på bladet rører ved stenen, så er den, som den skal være. Hen ad vejen kan man prøve at køre kniven igennem hårene på armen - ikke mod huden, men lidt oppe - hvis den er skarp nok, skal den gerne kappe dem af.

Som afslutning får den en tur på læderstroppen. Her skal man til gengæld stryge med bladets ryg fremad. Denne behandling sliber ikke kniven, men retter eventuelle ujævnheder på æggen ud.

Bliver det så det rene blodbad, når man endelig er klar til at sætte våbnet mod struben? Næ, jeg synes faktisk, at det er nemmere end engangshøvlene, der ser så tilforladelige og beskyttede ud i deres plasticpanser, men altid ender med at grave sig ned i en eller anden lille bule. Kniven har man mere styr på.

Skal det være helt tæt og glat som en babymås, skal man helst gå hen over ansigtet et par gange, anden gang gerne mere eller mindre mod hårenes vokseretning. Der er grænser for, hvor meget jeg gider at gøre ud af det, jeg ser det ikke som et mål i sig selv at bortredigere ethvert tegn på en ganske naturlig og tilforladelig (og mandig!) hårvækst, men folk, der går op i den slags, siger, at den fineste og tætteste barbering opnås med sådan en kniv. Hverken elektriske barbermaskiner eller den seneste multibladede overlydsdims fra Gillette kan være med dér.

Dem om det. Jeg nøjes med at nyde fornemmelsen af et mordvåben mod min hals, hver gang jeg af bekvemmelighedshensyn luger ud i behåringen, og konstaterer det livsbekræftende i kun at være et let ekstra tryk med hånden fra at schächte mig selv.

Nåja, så er der da også lidt af en økologisk pointe i det. Jeg bruger hverken strøm eller engangsprodukter på en barbering, så hvis jeg er i dét hjørne kan jeg bruge mordvåbnet som anledning til en rask lille moralprædiken.