Nationen er lammet af bestyrtelse. Danmarks stolte søn, cyklisten Bjarne Riis, har sagt flere ord i sammenhæng end nogensinde før, og blandt dem var oplysningen om det, enhver vidste i forvejen, nemlig at han havde brugt doping. Forargelsen vil ingen ende tage, og selveste kulturens og sportens førstemand og ypperste frontkæmper, Brian Arthur Mikkelsen, benytter lejligheden til at gøde meningsmålingerne med den til lejligheden passende skuffelse.

Men ærligt talt, lad dog de cykelryttere tage al den doping, de overhovedet kan komme nærheden af. Altså: Det er en sport, der i forvejen er bygget op om et præstationsfremmende middel, det kaldes en cykel og har den effekt, at et menneske kan udnytte sin muskelkraft til fremdrift på en langt mere effektiv måde end ved at gå eller løbe. Og de cykler, de futter rundt på nede i de franske bjerge, det er eddermame nogle helt ekstremt præstationsfremmende af slagsen, de er strømlinede og bygget af materialer med navne, som manuskriptforfatterne til Star Trek ville ønske, at de havde fundet på. Hvis det skulle være en ærlig, ligeværdig præstation, så skulle de alle sammen køre på den samme havelåge, og det kunne lige så godt være en Kronan med ballondæk eller den første, den bedste med tre indvendige gear fra Bilka.

Jamen, er det ikke farligt, det dér doping? Jo, det ødelægger sikkert både lever, nyrer, lunger og potens, men altså - det er jo i forvejen ikke sundt at køre sådan et løb. Motion er godt, javel, men idræt på eliteplan slider pænt på kroppen, og når der er Alper og hundrede andre cyklister involveret, slider det rigtig hårdt. Især hvis man kører ind i hinanden eller tilskuerne eller dratter ud over kanten. Det er cykelløb, ikke en kampagne fra Statens Institut for Folkesundhed.

De eneste, der for alvor vil lide under en legalisering af doping, er de journalister, der har gjort det til en levevej at piske en forarget stemning op. De må se sig om efter en anden måde at komme igennem agurketiden på.