Jeg kan godt leve uden min morgenkaffe, men nu er leve også et ret vidt begreb. Lad mig omformulere det: De processer, der er nødvendige for mit legemes grundlæggende funktionalitet, ophører ikke, selv om jeg må undvære min morgenkaffe. Den kaffeløse tilstand kan kaldes liv i samme forstand som en encellet kiselalge fra Prækambrium, men sådan et rigtigt, fuldgyldigt Liv med stort L som i "Få dig et Liv!" - nej, det er det sgu ikke.

Hvordan kaffen så skal indtages, er en anden sag. Jeg har indsnævret feltet ved hverken at fixe eller ryge den, men selv i den velkendte, flydende form til oral indtagelse er der immervæk en del muligheder. For mit vedkommende er det sæsonbestemt. Nu er solen og varmen ved at indfinde sig, og det betyder, at det er blevet frappé-sæson.

Hvad er frappé? Det er først og sidst Grækenlands livsnerve. Perserkrigene er slut, filosofien er død, Konstantinopel er faldet, men sugerøret i frappé-glasset står strunkt i det brune skum.

Man kunne være prosaisk og sige, at frappé er kold pulverkaffe, men så lyder det sådan lidt småklamt. Lad os i stedet begynde fra begyndelsen og gennemgå hele fremstillingsprocessen.

Man tager: Et par teskefulde pulverkaffe - ikke alt er lige godt til formålet, Nescafé Red Cup er klassikeren på området, men ellers må man prøve sig frem. Et par teskefulde sukker - lidt mere, lidt mindre, alt efter smag. En smule koldt vand - kun en lille sjat, lige nok til at opløse kaffe og sukker. Blandingen shakes kraftigt eller (bedre) piskes med en drinkmixer - sådan en dims med en lille piske-skive, der kan stikkes ned i et glas - indtil det er blevet til skum. Det hældes i et glas, der fyldes op med isterninger og koldt vand og eventuelt en sjat mælk. Dette brune, skummende slam nydes så i ro og mag med sugerør.

Sådan gør man på enhver fortovscafé i Grækenland. Og sådan gør man her i hytten, når noget, der ligner sommerlige tilstande begynder at melde sig.