Det er med en let bæven indeni, at jeg nærmer mig en smuk ældre ejendom i Københavns centrum, hvor jeg om få minutter skal interviewe Trine Dyrholm.
Mit professionelle alibi er, at hun er filmaktuel i Susanne Biers nye film ”Hævnen”, der har premiere torsdag den 26. august. Det er Trine Dyrholms første film siden hun blev mor i begyndelsen af 2009, og ved et af skæbnens sære sammentræf spiller hun selv mor i filmen.
Jeg skriver mit alibi, for samtidig føler jeg mig lidt genert og blufærdig som en bumset skoledreng, der pludselig står foran skolens cheerleader, som han har beundret på afstand i mange år.
Min befippelse bliver ikke mindre, da jeg træder ind i agentbureauet og mødes af et sælsomt tableau. På gulvet ligger en kvinde i sort kjole på maven med bagdelen vendt mod mig. Og foran hende sidder en fotograf og er ved at tage en serie billeder.
Jeg banker diskret på væggen og Trine Dyrholm – for hende er det på gulvet – vender smilende hovedet mod mig og beder mig vente inde i lokalet ved siden af.
Hmm det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig vores første møde. Og så alligevel. Et par minutter efter hun klar og sidder der og ser afventende på mig fra den anden side af bordet med de faste blå øjne, der sammen med hendes kompromisløse spillestil har gjort hende til en af dansk films mest spændende – og dygtige – skuespillere de sidste 20 år.

- Hvordan opfatter du din rolle i filmen?

- Jeg spiller moderen Marianne, som er læge og i dyb krise, fordi hun ligger i skilsmisse med sin mand Anton. Hun er meget såret, efter at han har haft en affære, og selv om hun gerne vil tilgive ham, kan hun bare ikke. Og samtidig føler hun også skyld over for sin søn Elias, fordi hun er magtesløs over for, at han bliver mobbet i skolen.

- I deres første scene sammen råber Elias ligefrem, at han hader hende.

-Ja, det er meget voldsomt, og det er også det, der gør rollen så interessant. Hun er en god mor, men som skuespiller stiller man sig automatisk det spørgsmål: Hvad er hun så ikke god til? Og hun er f.eks. ikke god til sit eget liv.

- Marianne ender med at tilgive både Elias’ ven Christian og Anton. Handler filmen i virkeligheden mere om tilgivelse end om hævn?

- Den handler om begge dele. Der sker det, at tingene accelererer og hovedpersonerne pludselig får større problemer end dem, de har omkring deres forhold. Smertepunktet bliver hele tiden flyttet rundt, og alle karaktererne står i løbet af filmen over for lysten til at skade en anden person. Hvis nogen f.eks. slår dig, skal du så ikke forsvare dig? Og hvad det vil sige at være et godt menneske?

- Kender du selv til hævnfølelsen?

- Ja, selvfølgelig gør jeg det. Nogen gange er det rart at forestille sig alt det onde, man vil gøre ved et andet menneske, som har såret en. Jeg synes ikke, at man bør handle på den slags fantasier, men det kan være meget befriende og give fred indeni at have den slags følelsesrum i perioder.

- En del af filmen foregår jo i Afrika, hvor vi oplever, hvordan gravide kvinder sprættes op bare for sjov for at afgøre et væddemål om barnets køn. Får disse uhyrligheder ikke filmens problemer i Danmark til at virke små og ligegyldige ved siden af?

- Nej, problemer er problemer for dem, som oplever dem. Men det er rigtigt, at filmen i sekvenserne fra Afrika starter på et andet og højere udgangspunkt end de problemer, der opstår i Danmark. Det er også det, som Anton føler, da han vender hjem – at f.eks. problemerne omkring, at Elias bliver mobbet, virker små i forhold til det, han oplever i Afrika.

- Hvordan var det at spille sammen med Michael Persbrandt, som spiller rollen som Anton?

- Michael Persbrandt er jo en dejlig mand og en sindssygt god skuespiller. Han er en rigtig stjerne, som jeg længe har ønsket at spille sammen med. Så da jeg blev spurgt, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja.

- Han viste sig at være utrolig nem at være sammen med og meget sjov, hvilket var en stor fordel, da filmen har fat i noget tungt materiale.

- Den danske instruktør Simon Staho har jo direkte udtalt, at han foretrækker at arbejde med svenske skuespillere, fordi de er i stand til at spille med en følelsesmæssig hudløshed, som kun få danske skuespillere formår. Oplever du det også sådan?

- Nu findes der jo mange svenske skuespillere, og vi ser kun de allerbedste herhjemme. Men samtidig tror jeg, at svenske skuespillere har en anderledes tradition end i Danmark for at turde gå ind i de store følelser.

- Nogle vil mene, at du er en af de få danske skuespillere, der kan spille med samme hudløshed. Og ser man på dine film, så har du kun sjældent spillet glade roller. De har som oftest været meget voldsomme. Hvordan kan det være?

- Jeg har faktisk spillet glade roller, men mest på teatret. Med hensyn til mine filmroller, så skyldes en del af det helt klart, at jeg har været heldig at ramme ind i de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Og en del skyldes, at jeg har søgt det. Jeg er nok et menneske, der interesserer sig for slip. En som går efter at være modig og som søger det frie fald og ikke er forfængelig.

- Hvordan var det at spille sammen med de to drenge i filmen, Elias og Christian?

- Markus Rygaard, som spiller Elias er bare så sød, så det var enormt nemt at få et mor/søn forhold til ham. Men da vi jo også samtidig skulle have et anstrengt forhold til hinanden, gjorde vi en dyd ud af ikke at udvikle et venskab, inden optagelserne gik i gang.

- Med hensyn til William Jøhnk Nielsen, der har rollen som Christian, så havde vi kun få scener sammen. I filmen har han lige mistet sin mor og får nærmest tunnelsyn af sorg. Han kompenserer ved at lukke sig inde og hævne sig og får Elias lokket med. Da det går galt, konfronteres han af Elias’ mor på hospitalet, og hun, der normalt er den rationelle læge, reagerer i stedet ud fra nogle primitive hævninstinkter.

- Endelig er der Susanne Bier. Det er første gang, at du medvirker i en af hendes film?

- Ja det er egentlig underligt, at det først sker nu, for jeg har ønsket at lave en film med hende længe, men tingene har bare ikke passet sammen før nu.

- Hvordan var jeres samarbejde?

- Fantastisk. Susanne er vanvittig begavet, og hun ved præcis, hvad hun vil. Men trods det slipper hun tingene fri under optagelserne, og ser i stedet, hvordan scenerne udvikler sig.

- Er det inspirerende eller frustrerende?

- Klart inspirerende. Hun er på en gang meget egenrådig, men inviterer samtidig skuespillerne ind engang imellem og kører altså en slags dobbeltspor.

- Susanne Bier kom tidligere på ugen med denne beskrivelse af dig i BT: Hun er vildt modig, enormt sexet og flot, men ligeglad med det. Samtidig er hun fantastisk intens, sjov og selvironisk: Kan du genkende dig selv i det? Og har du en tilsvarende beskrivelse af Susanne?

- Ud over det, jeg allerede har sagt, så har Susanne den mest fantastiske sarkastiske humor, som jeg elsker. På den måde havde vi meget sjov under optagelserne.

- Hvad med det med det modige? Mange forbinder dig nok med at være både modig og sårbar på samme tid. Hvad er du mest lige nu?

- Jeg mener ikke, man kan være modig uden samtidig at være sårbar. Og man kan ikke være skuespiller uden at være usikker. Det er også derfor, at det i ”Hævnen” er enormt interessant at se en skuespiller som Michael Persbrandt blive sat i en situation, hvor en mand står og giver ham lussinger, uden at han forsvarer sig. At han også bliver trængt derud, hvor han bliver usikker.

- Omkring det med usikkerheden, så har du ofte tidligere, når du blev interviewet, talt om, at du følte dig usikker. Men det gør du ikke så meget mere. Er du kommet ud på den anden side?

- Nej jeg er stadig usikker. Jeg er nok bare ikke længere så usikker på, om jeg stadig må være her, fordi jeg har fået mere erfaring og et bredere fundament at stå på.

- Hvor er du så usikker i dag?

- Mange steder. Nu er jeg jo f.eks. blevet mor. Det er en ny kærlighed og en meget stor oplevelse, men samtidig er det også forbundet med stor usikkerhed og angsten for at miste. Og når jeg starter på et nyt materiale, så er jeg usikker, for det er en ny person, man skal sætte sig ind i hver gang. Jeg kan ikke bare gøre som sidst.

- Hvad er dit næste projekt

- I øjeblikket læser jeg på højtryk på teatermonologen ”4:48 Psykose”, som har premiere den 10. september. Jeg spillede den også for 10 år siden. Dengang var det et kunstnerisk vendepunkt for mig, men jeg har selvfølgelig glemt teksten i mellemtiden. Det er en meget spændende, men også krævende opgave, hvor det er mig alene, der skal bære stykket igennem. En helt anden udfordring end i f.eks. ”Hævnen”, hvor vi jo var et ensemble, og hvor jeg kunne koncentrere mig om at fylde min del ud maksimalt. Men jeg glæder mig meget.

Interviewet er ved at være slut. Jeg ville gerne have spurgt Trine Dyrholm om den børnebog, hun udgav sidste år, og om hendes næste film ”Dagen derpå” med instruktøren Birgitte Stærmose og manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson. Men den halve time, jeg var blevet tildelt har efterhånden sneget sig op på 40 minutter, og flere interviews venter hende i løbet af dagen. Et par billeder og et håndtryk senere står jeg igen på gaden.