Når man anmelder en film, refererer man normalt til dens historie. Men Terrence Malicks palmebelønnede ”The Tree of Life” har ingen historie andet end i allergroveste forstand. I stedet er den et sanseligt visuelt aftryk – et aftryk af en barndom, som gennem Malicks poetiske filter bliver et aftryk af barndommen i sig selv.
Allerede i de tidligere 80’ere gik der rygter om, at Terrence Malick syslede med et filmprojekt som var ”for kosmisk selv for Hollywood”. Men først nu kommer forløsningen for alle dem, der i årevis har været fans af Malicks magiske realisme.
Og hvilken forløsning. Malick bryder alle gængse filmregler omkring spændingskurver med et værk, der mange steder fremstår som en meditiationsvideo, hvor smukke billeder og lyd flyder fra lærredet i en hypnotisk, bølgende rytme.
Efter en kort introduktion glider filmen ind i halv time lang nærmest stillestående sekvens, som viser universets skabelse. Og først knap en time inde i den 134 minutter lange film begynder den egentlige fortælling om tre brødres opvækst i et stærkt religiøst hjem i USA's sydstater i 50’erne.
Her er de spændt ud mellem den kærlige, barmhjertige mor, og den hårde, autoritære far, der styrer dem via tugt og stramme regler, og hvis livsfilosofi er, at man altid skal sætte sig selv først og slå til, når modparten mindst venter det. I denne labyrint mellem Det Ny Testamentes næstekærlighed og tilgivelse og Det Gamle Testamentes øje-for-øje dogmatik skal de tre drenge forsøge at navigere. Gennembruddet kommer først, da den ældste af brødrene – Jack – som voksen vender tilbage til barndomshjemmet, efter at hans mindste bror er død.
”The Tree of Life” har ingen lange scener, men er vævet som et kæmpe tæppe af små klip. Dialogen er på mange steder minimal eller erstattet af indre monolog, og kameraet er sjældent i ro, men danser eller svæver rundt om personerne.
Brad Pitt leverer en skræmmende præstation som det partriarkalske familieoverhoved, der holder alle i kvælende, stramme tøjler, men er ude af stand til at holde sammen på sit eget liv – en sølle tyran, men netop derfor lige så farlig og uforudsigelig som en klapperslange. Over for ham står Jessica Chastian, som med sit røde hår og mælkehvide hud fremstår næsten æterisk. Et menneske, der måske nok bøjer nakken for sin mand, men hvis kerne af tro aldrig knækker eller overgiver sig. Blandt de tre børn lægger man ikke mindst mærke til Hunter McCraken i rollen som den unge Jack. Sjældent har man i den grad set et barn splittet mellem godt og ondt.
Der er ingen tvivl om, at Terrence Malick har været inspireret af både Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2000” (1968), Disneys ”Fantasia” (1940) og Darren Aronofskys ”The Fountain” (2006). Men samtidig har han med sin blot femte film på 40 år skabt et værk, som er helt enestående. ”The Tree of Life” er måske ikke ”Citizen Kane” (1941), men den er alt, hvad film handler om.
The Tree of Life – 134 minutter – USA – Instruktør: Terrence Mallick – Medvirkende: Brad Pitt, Jessica Chastian, Sean Penn, Hunter McCraken, Laramie Epler, Tye Sheridan m.fl.