Det var i Frankrig, at den første film nogensinde blev vist offentligt i 1895. Derfor har det sin egen smukke logik, at det er en fransk instruktør, der nu her 117 år – og uendeligt mange film – senere viser verden, hvad film i virkeligheden handler om.

Michel Hazanavicius ”The Artist” er således en dybfølt kærlighedserklæring til den klassiske Hollywood-stumfilm.

At lave en sort/hvid film uden anden lyd end den ledsagende musik i vore dage kræver et ganske særligt mod. Ikke blot skal publikum kunne fordøje et filmsprog, som kun de færreste er vant til. Instruktøren bliver også udfordret, for når de flotte farver, dialogen og de øvrige lydeffekter skrælles bort, står man tilbage med de nøgne billeder og skuespillernes mimik og fagter.

Men hvor er det godt, at Hazanavicius turde, for ”The Artist” er en vidunderlig film – charmerende, vittig, overraskende, bevægende, klog og smuk.

At lave film handler om at tage beslutninger, tusinder og atter tusinder af dem, og her er hver eneste beslutning den rigtige. Den sort/hvide cinematografi er henrivende. Musikken, der betyder alt i en stumfilm, er subtil, når den skal være subtil, og dramatisk, når lejligheden kræver det, men aldrig anmassende eller overspændt. Manuskriptet leger fra første scene med stumfilmens konventioner samtidig med, at det hylder nogle af de største film fra filmens første tre årtier. Og skuespillerne formidler blændende fejlfrit følelserne og humoren i den enkle, men klassiske historie.

”The Artist” handler om den charmerende stumfilmsstjerne George Valentin, der bliver betaget af den unge og sprudlende danserinde Peppy Miller – og hun af ham. George nægter at acceptere talefilmens indtog, og mens hans egen karriere smuldrer, bliver Peppy den nye stjerne i Hollywood.

Michael Hazanavicius gennemfører sit forehavende med sådan en selvsikkerhed og respekt for sit publikum, at det næsten er som om, man som tilskuer har en direkte dialog med instruktøren.

Det er lykkedes ham ikke blot at lave en bedre og langt mere original film om Hollywoods overgang fra lyd til tale end nogen amerikansk instruktør kunne have gjort det. ”The Artist” genskaber også den enkle, rørende billedpoesi, man for eksempel husker fra Chaplins film og minder dermed os alle om det, som filmmediet har mistet i mellemtiden.

Stor ros også til de to hovedrolleindehavere. Den franske komiker og skuespiller Jean Dujardin er som skabt til rollen som Georg Valentin med klassiske ansigtstræk, der får ham til at virke som en mellemting mellem Douglas Fairbanks og Gene Kelly tilsat et stænk ung Sean Connery. Der er noget uforfalsket swashbuckler-agtigt over hans blændende smil og elegante bevægelser, som modsvares af Bérénice Bejo’s dukkeansigt og unge, sødmefyldte smil.

”The Artist” har taget anmelderne med storm over hele verden og har allerede modtaget over et halvt hundrede priser – heriblandt tre Golden Globes for bedste film, bedste mandlige hovedrolle og bedste originale musik og en pris for bedste mandlige skuespiller i Cannes.

Alt sammen fuldt fortjent for ”The Artist” er filmmagi af en sjælden og udsøgt karakter, og man forlader biografen stum af betagelse over dette lydløse mesterværk.

The Artist - 100 minutter - Frankrig og Belgien - Instruktør: Michel Hazanavicius - Medvirkende: Jean Dujardin, Bérénice Bejo, John Goodman, James Cromwell, Penelope Ann Miller m.fl.