For kort tid siden skrev jeg her på bloggen, at vi er blevet fodret med superheltefilm, så det nu har nået kvalmegrænsen.
Men man skal som bekendt udfordre sine dæmoner, så derfor gav jeg alligevel det nyeste superhelteepos af slagsen - ”Green Lantern” (Grønne Lygte) - en chance.
Desværre tabte jeg kampen. ”Green Lantern” er præcis lige så bevidstløs forudsigelig, som jeg havde frygtet, og så er den tilmed noget, som er endnu værre for en superheltefilm: Den er kedelig.

Piloten Hal Jordan er en rigtig drengerøv: Dumdristig, uansvarlig og ude af stand til at binde sig. En dag får han imidlertid chancen til at blive voksen, da han til sin egen store overraskelse udpeges til at træde ind i et korps på 3.600 væsener, der tilsammen beskytter universet, de såkaldte Green Lanterns. Korpsets medlemmer bærer en grøn ring, der kanaliserer universets grønne viljeskraft over i dem og gør dem i stand til at skabe stort set hvad som helst ud fra deres vilje og fantasi. Hal er først modvillig, men da jorden – og dernæst resten af universet – er truet af den onde Parallax, der bruger frygtens gule kraft, træder han omsider i karakter.

Som det måske fremgår, er filmens historie gabende forudsigelig. Et af den slags manuskripter, der får en til at tænke, at man sagtens ville kunne slå igennem som manuskriptforfatter i Hollywood, hvis der ikke skal mere til.
Havde manuskriptforfatterne så endda holdt sig mere til den virkelige tegneseriehistorie, hvor Hal Jordan selv ender med at blive til Parallax, kunne det måske være blevet interessant, men nej.

”Green Lantern” undgår ethvert tilløb til dybere psykologi og nuancer i såvel sine personer som sin handling. Den forbliver en af disse allegorier over USAs selvbillede som ikke blot verdens men universets vogtere og selvfølgelig med en vaskeægte amerikaner-drengerøv i rollen som den, der redder universet. Hvem skulle ellers gøre det?

Det hele bliver heller ikke bedre af, at filmens hovedpersoner er lige så kedsommelige. Det, der f.eks. gør ”Spider-Man” filmene spændene er netop, at hovedpersonen Tobey Maguire ikke ligner noget taget fra et modekatalog. Men sådan er det ikke i ”Green Lantern”, hvor mørkhårede Ryan Reynolds’ glatte udseende og muskelsvulmende krop er lige så endimensionel, som den er uinteressant. Og selvfølgelig skal han da have en lige så glittet kæreste, den slanke, mørkhårede, modelsmukke Blake Lively. Lige som filmens nørd, den kloge, men grimme Hector selvfølgelig bliver Parallax’ onde hjælper. Så er rollebillederne lige som sat på plads.

Da Parallax er bekæmpet, og filmens basdybe fortællerstemmer messer følgende efterskrift om Hals bedrift: ”Hans menneskelighed blev set som en svaghed, men viste sig at blive hans største styrke”, er kvalmegrænsen for længst overskredet.

Green Lantern – 114 minutter – USA – Instruktør: Martin Campbell – Medvirkende: Ryan Reynolds, Blake Lively, Peter Sarsgaard, Tim Robbins, Angela Bassett m.fl.