Hvad gør man, når nogen udsætter en for grov mobning ovre i skolen? Dukker man resigneret hovedet og kryber bort? Smiler man overbærende tilbage og vender den anden kind til i sikker forvisning om, at det kun er tabere, der slår? Eller slår man så hårdt tilbage, at mobberen ryger på hospitalet?

Susanne Biers nye film ”Hævnen”, er fyldt med den slags dilemmaer, og der findes ingen enkle svar. Moralske valg og filosofiske overvejelser om, hvad der vil sige at være et godt menneske, veksler med instinktive, primitive reaktioner i et stadigt accelererende tempo.

Lægeparret Anton og Marianne er i dyb krise på grund af Antons utroskab. Parret lever et adskilt liv, hvor Anton tilbringer det meste af tiden udstationeret i en flygtningelejr i Afrika, mens Marianne er ansat på det lokale sygehus. Og mens de kæmper for at redde stumperne af deres ægteskab, kæmper deres søn Elias sin egen kamp i skolen, hvor han hver dag må løbe spidsrod mellem en horde af mobbende drenge.

En dag kommer der imidlertid en ny dreng i klassen – Christian. Hans mor er lige død af kræft, og han vender nu sin vrede mod resten af verden. I første omgang mod faderen Claus, som, han mener, har svigtet, men dernæst mod Elias’ plageånder.

De to drenge indleder et venskab, der meget hurtigt tager en foruroligende drejning. Christian er indstillet på at møde hårdt med hårdt, mens Elias er fanget mellem venskabet med den nye dreng, forældrenes formaninger og en voksende fornemmelse af, at han og vennen er på vej ud, hvor de ikke kan bunde.

Man må give Susanne Bier, at hun har allieret sig med et stjerneensemble. Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen fylder deres roller som Elias’ mor og Christians far maksimalt ud i gensidig magtesløshed over ikke at kunne nå ind til deres børn.

Men selv om vi her har at gøre med to af landets allerbedste skuespillere, står de dog alligevel i skyggen af Michael Persbrandt i rollen som Anton. Hvor de andre råber frustreret, ejer Persbrandt lærredet hver eneste sekund, han er på, med sin ro, sin dybe svenske basstemme og autoritet . Det er ham, der er den hårdeste forkæmper for, at hævn og vold blot avler mere af samme slags, men også han får til slut udfordret sine holdninger.

Ligeledes imponerende er Markus Rygaard som det bebøjlede mobbeoffer Elias, mens William Jøhk Nielsen leverer en skræmmende hård og kompromisløs præstation som den hævngerrige Christian.

Når ”Hævnen” alligevel taber på målstregen til tidligere Susanne Bier film som ”Efter Brylluppet” (2006), ”Brødre” (2004) og ”Den eneste ene” (1999) skyldes det, at handlingen trods de store skuespilpræstationer mangler tyngde.

Problemerne med de to drenge kommer således til at virke underligt tamme og ligegyldige i forhold til den brutale virkelighed, som Anton møder i flygtningelejren, hvor lokale krigsherrer sprætter maven op på gravide kvinder blot for at afgøre et væddemål om barnets køn. Disse scener fik i øvrigt tidligere på året Sudans udenrigsministerium til at udsende en pressemeddelelse, hvor de beskyldte ”Hævnen” for at gengive ikke-eksisterende forhold i Darfur og for at være med til at forlænge krigen i det borgerkrigshærgede land.

Også filmens slutning virker for let, som om Susanne Bier i sin iver efter forløsning og etisk korrekthed får bundet det hele lidt for pænt op i fælles tilgivelse uden den skarpe, beske eftersmag, som hævn også uundgåeligt efterlader sig.

”Hævnen” – 119 minutter – Danmark – Instruktør: Susanne Bier – Medvirkende: Michael Persbrandt, Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Kim Bodnia, Markus Rygaard, William Jøhnk Nielsen m.fl.