Meget Mere Morrison

I weekenden kunne man på tv nyde Val Kilmers pragtpræstation i Oliver Stones ”The Doors” fra 1991. Her var Kilmer mere Morrison end Morrison selv og mange har erklæret, at ingen dokumentarfilm vil kunne nærme sig sokkeholderne på denne film, også selvom den reklamerer med ”hidtil usete klip”. Lidt livstræt sætter man sig til rette i biografsædet og gør sig klar til endnu en af disse kedelige fan-film, med dødssyge optagelser af jam-sessions og vidnesbyrd fra folk, som har set giraffen i virkeligheden.

Men her kan man godt berede sig  på lidt af en overraskelse. Filmen åbner med en mand (der ligner Jim Morrison), som kravler ud af et bilvrag og begiver sig ud langs en øde vej i ørkenen. Billederne er flimrende, overbelyste og kornede – har noget dokumentarisk over sig, og man tænker – hvaf… Derfra går det ind og ud af Morrisons liv, koblet til verdens og ikke mindst USA's historie i 60’erne og de tidlige 70’er. Vi får at vide, at han efter Jimmi Hendrix’ og Janis Joplins død erklærede, at han ville blive den næste – han fik ret. Jim Morrison var kun 27 år, da han døde i et badekar i Paris, men inden da havde han opnået en kultstatus, som varer ved i dag.

Filmen giver både noget til nye og garvede fans. I virkeligheden kommer der ikke noget nyt frem om The Doors eller Morrissons liv og død, og alligevel ser vi det sagnomspundne band og det til bevidstløshed gennemlyste idol fra nye sider. Krydsklip til skelsættende begivenheder som mordene på Kennedybrødrene og Martin Luther King og behændige montager placerer The Doors i den amerikanske kultur, bandet var indlejret i, men også befandt sig på kanten af. Men ingen steder bliver vi oplyst som i det nærgående – og ja, hidtil usete – omfattende arkivmateriale af private optagelser.

Her ser vi The Doors og Morrisson på vej op, på toppen og hele vejen ned igen. I studiet, på TV, på scenen, på hoteller og næsten også på toilettet. Vi ser Morrisson være top-lækker og karismatisk, en god kammerat, en trussetyv og en stor poet. Vi ser ham på stoffer, på druk, oppustet og som en rigtig røvbanan. Vi ser Morrisson så tæt på og så detaljeret, at denne anmelder faktisk kom (og til dels stadig er) i tvivl om disse optagelser virkelig kan være ægte. Så detaljeret, så dramaturgisk stramt og så velkomponeret er dette portræt, at det virker for virkeligt til at være autentisk.

Sideløbende følger vi manden fra bilvraget igennem forskellige tableauer i det overbelyste ørkenlandskab. Er han en helt eller en skurk? Stjæler han en bil? Hvor er han på vej hen? Hvorfor spiller han bold med de børn? Hvad er det med den der hund? Klippene virker absurde, nærmest surrealistiske, men de pirrer og fastholder tilskueren. Johnny Depp (hvem næsten ellers?) leverer fortællerstemme, nærmest i modstrid med sin sædvanlige stil: Speaken er så neutral og underspillet som i en BBC-dokumentar.

Som det nok er blevet tydeligt, er dette en yderst lækkert designet krydsning mellem dokumentar og artfilm. Man fristes næsten til at sige for lækker. Og man sidder tilbage med fornemmelsen af, at enten levede Jim Morrisson hele sit liv, som om det var en film (hvilket sikkert er tilfældet) eller også må det være snyd! Men forventningerne blev gjort til skamme. Det er i hvert fald ikke en kedelig film, men klart seværdig både for hardcore fans og dem, som først skal til at hoppe på vognen.

When you’re strange – 90 min – instruktion: Tom DiCillo – medvirkende: Johnny Depp (fortæller), Jim Morrison, John Densmore, Robbie Krieger, Ray Manzarek m.fl.