Tilgiv en anmelder for et lille hjertesuk, men jeg orker snart ikke flere superheltefilm. Kald mig bare gammel og gnaven, men i øjeblikket er det som om, Hollywood tæppebomber os med superheltehistorier om mænd og kvinder i stramme trikot’er, der farer rundt og redder verden, hvis ikke hele universet.

Siden den første Batman-film i 1989 har vi således haft mindst tre efterfølgere i første runde plus yderligere to i den nye omgang med Christian Bale i hovedrollen. Og endnu en – ”Dark Knight rises” – kommer på markedet i 2012.

På samme måde er vi blevet præsenteret for filmudgaver af ”De fantastiske fire” (2005), "Hulken" (2003 og 2008), "X-Men" (2000, 2003, 2006, 2009 og 2011) og "Spider-Man" (2002, 2004 og 2007) for blot at nævne nogle af spydspidserne.

I næste uge kommer så ”Captain America” og ugen efter ”Green Lantern” – der trods deres forskelle er bygget over samme superhelteskabelon.
Her er det så, at min superhelteforstoppelse er begyndt at vise sig som voksende kvalme – som når man har konsumeret en lidt for stor pose slik, og maven protesterer mod overdosen.

Jeg orker lige som ikke at se endnu en superskurk hærge jorden og jævne bygninger og biler med jorden, indtil superhelten får sat en stopper for dommedagsfesten.

Forstå mig ret, superheltefilm kan være vældig underholdende. De kan også være ret morsomme, som det f.eks. var tilfældet med den første Spider-Man film, der fulgte Peter Parkers problemer med at vende sig til sine nye superkræfter, efter at han var blevet bidt af en genetisk manipuleret edderkop. Superheltefilm kan endda, når de strækker sig allerlængst, nå en hvis form for dybde, som man så det i "Batman Begins" (2005), der forsøgte at forklare de psykologiske aspekter, som drev Bruce Wayne til at blive Batman.

Men grundlæggende er superhelte tegneseriefigurer og superhelteserier en amerikansk opfundet konsumvare. Det har aldrig været meningen, at de skulle være andet end to-dimensionelle på det personlige plan, og det er måske her, at filmen – eller rettere filmene - i bogstaveligste forstand knækker.

For selv om det vitterlig er meget spektakulært at se diverse superhelteuniverser folde sig ud i levende live – med de nye computergrafiske teknikker endda særdeles spektakulært – så når man aldrig længere end til det visuelle adrenalinsus. Superheltefilmene ejer ikke evnen til at gå i hjertet på folk eller røre deres følelser og sætter derfor ikke andet aftryk end ovennævnte pose slik.

Det hele bliver ikke bedre af, at Hollywood efterhånden har skamredet superheltenes A-hold og nu er begyndt på B-superheltefigurerne som f.eks. Green Lantern eller Grønne Lygte, som han er kendt som på dansk.

Derfor fristes man til at skrive til de amerikanske filmselskaber og bede dem om en superhelte-timeout. Bare sådan et lille årti, så vi kan nå at blive sultne igen. Vi trænger sådan til at faste lidt.

Men som sagt, det er nok bare mig, der er blevet gammel og gnaven.