Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Lille dreng i 38-årig kæmpekrop

31. januar 2012 22:41
Visninger  [263 ]   Debat  [0 ]


Sjældent har en krop spillet så afgørende en rolle i en dansk film, som bodybuilderen og amatørskuespilleren Kim Kolds gør det i Mads Matthiesens spillefilmsdebut ”10 timer til paradis”.

Hans nærmest grotesk oppumpede muskelkrop er således både filmens menneskelige og visuelle omdrejningspunkt.

Kontrasten mellem hovedpersonen Dennis’ bastante ydre fysik og skrøbelige indre slås fast allerede i filmens indledende scener. Umiddelbart får han sin mor – skræmmende spillet af Elsebeth Steentoft - til at ligne en lille, lyshåret pige, der knap når ham til brystet. Men skinnet bedrager, for hos hende dækker den ydre skrøbelighed over jernhård moderdominans af den type, der lænker sønner til sig med tonsvis af skyld.

Kun i træningscenteret slapper Dennis af, når han står og sammenligner muskler med sin træningsmakker, mens han sammen med sin mor synker mentalt sammen og reduceres til behagesyg opvarter.

Vendepunktet kommer, da Dennis’ onkel vender hjem fra Thailand med sin nye, føjelige thaikone. Lokket af onklens ord, bilder Dennis sin mor ind, at han skal til et bodybuilderstævne i Tyskland, mens han i virkeligheden sætter kurs mod Pataya.

Hans første forsøg på at møde en thaikvinde falder dog mindre heldigt ud, for Dennis’ indre usikkerhed har brug for mere end et par timers købt hengivenhed for at blive overvundet. Men så møder han thaikvinden Toi, der driver det lokale vægttræningscenter efter sin afdøde mand, og lige så stille og forsigtigt blomstrer kærligheden mellem de to.

Den afgørende styrkeprøve kommer imidlertid tilbage i Danmark. For hvordan skal Dennis forklare sin mor, at han ikke blot har løjet om turen til Thailand, men tilmed har fået Toi til København og installeret hende i en lille lejlighed, som han selv vil flytte ind i.

Handlingsmæssigt er ”10 timer til paradis” ikke nogen stor fortælling – snarere tværtimod. Men alligevel er slutresultatet blevet en langt større og bedre film, end man på nogen måde kunne forvente af noget, hvor kun en enkelt af rollerne er besat af en professionel skuespiller.

Det er lykkedes Mads Matthiesen at transformere sin debut-afgangsfilm ”Dennis” (2007) fra kortfilm til spillefilm. Og selv om Kim Kold er mere bodybuilder end skuespiller, så passer hans tilknappede, indesluttede stil perfekt til formålet. Der er noget utroligt rørende over den store mand og hans møde med den lille thaikvinde – som da de kører rundt i Pattaya på motorcykler, eller da Dennis forsøger at kysse Toi på stranden og misforstår hendes afvisning, indtil hun senere forklarer ham, at i Thailand kysser man ikke offentligt.

Det var derfor fuldt fortjent, at Mads Matthiesen i forrige uge vandt prisen for bedste instruktør af en ikke-amerikansk film på Sundance Festivalen i USA. Og ”10 timer til paradis” lover godt for det nye, danske filmår.

10 timer til paradis - 92 minutter – Danmark – Instruktør: Mads Matthiesen – Medvirkende: Kim Kold, Elsebeth Steentoft, David Winters, Lamaiporn Hougaard m.fl.

 

 

 

Del på Facebook
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Michael Madsen

Michael G. Madsen er journalist og filmekspert. I både 2010 og 2011 repræsenterede han nyhedsbureauet Newspaq og Avisen.dk på filmfestivalen i Berlin.

Filmeksperten Michael G. Madsen blogger også på Avisen.dk: Læs 'CineMadsen' om nye film, filmtrends - og hvorfor Kate Winslet er fantastisk.

Indlæg | 271 | 315.439 | 68
Siden | 30. oktober 2009 11:34
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites