Alle familier har en gal onkel, som man frygter ved familiesammenkomster, fordi man med usvigelig sikkerhed ved, at han kommer til at gøre eller sige noget, der ødelægger den gode stemning.
Torsdag blev Cannes Festivalens gale onkel, Lars von Trier, smidt ud fra filmfesten, efter at han dagen før på et pressemøde havde udtrykt sympati for Hitler og nazismen.
- Hvad kan jeg sige…jeg forstår Hitler. Han er ikke, hvad man vil kalde en ”good guy”, men ja jeg forstår meget ved ham, og jeg sympatiserer en smule med ham, fastslog Trier på det famøse pressemøde og fortsatte:
- Men jeg er ikke tilhænger af 2. Verdenskrig, og jeg har intet imod jøde. Ikke engang Susanne Bier. Jeg er selvfølgelig meget glad for jøder. Nej ikke alt for glad, for Israel er virkelig irriterende. Hvordan kan jeg slippe ud af den her sætning?
Ja hvordan? Spørgsmålet blafrer i vinden efter bandlysningen fra den festival, der på mange måder har været en af hjørnestenene i Lars von Triers karriere, og der hvor han har hentet de største anerkendelser.
Man kunne selvfølgelig indvende, at festivalledelsen burde have været forberedt, da Lars von Triers infantile provokationer efterhånden er et lige så fast indslag på Cannes Festivalen som diverse starletters poséren i Eva-kostume til lyden af blitzende kameraer.
Denne gang fik onkel Lars så trådt endnu mere i det end sædvanlig, men han er jo stadig en del af familien og vil fortsat blive inviteret med til festerne eller?
Svaret er ”Måske”. Foreløbig har festivalledelsen trukket en streg i sandet ved at erklære ham persona non grata på dette års festival, mens hans film ”Melancholia” stadig er med i konkurrencen om De Gyldne Palmer. En salomonisk løsning og en smuk adskillelse af kunstneren og værket, mener nogle, men i realiteten er det meget svært at se, hvordan man efter Lars von Triers bortvisning vil kunne give hans film en pris.
Selv i de mest overbærende familier, kan man til sidst få nok af, at den gale onkel spolerer fest efter fest, og det virker som om, at Lars von Trier nu har nået denne grænse. Han har godt nok sagt undskyld, men kun tiden vil vise, om den danske instruktør ikke blot har hørt beskeden, men også forstået den og vil ændre sin måde at opføre sig på.
Måske burde nogen tale et alvorsord med Trier og forklare ham, at selv om man er et stort instruktør-geni, så annullerer det ikke minimumskravene for god opførsel. Og selv om det kan synes fjollet og overfølsomt her mere end 65 år efter 2. Verdenskrig, ja så er det altså ikke god opførsel at sympatisere med nazismen – heller ikke for sjov.
Og måske burde denne nogen være Mr. Zentropa, Peter Aalbæk Jensen. Hans reaktion har indtil videre været en rygmarvsvagtig konstatering af, at nu har Lars von Trier igen kvajet sig, men at det har han jo gjort med jævne mellemrum de 23 år, hvor Aalbæk Jensen har samarbejdet med ham, og at han i øvrigt er en elskelig og åndsvag person.
De udtalelser er der ikke meget bod eller bedring i, og man kunne da også godt få den kyniske tanke, at Peter Aalbæk Jensen slet ikke er spor ked af al den omtale, som Lars von Triers excentriske opførsel gennem årene har givet hans film, fordi det har været med til at få dem afsat.
Men alligevel bør Peter Aalbæk Jensen, lige som Lars von Trier indse, at nu er festen forbi. Og at det ikke længere er nok at forklare eller undskylde. Nu skal der handling og forandring til.