

Som læsere af denne blog måske husker, advarede jeg i juni filmselskabet Zentropa imod at filmatisere TV-serien ”Klovn”. Min pointe var, at en sådan film ikke ville kunne nå TV-serien til sokkeholderne.
Men nogen gange, må man bare indrømme, at man tog fejl. Og efter at have set ”Klovn the Movie” lægger jeg mig pandekagefladt ned på ryggen og hejser det hvide flag. Hvor er det dog godt, at den film ikke blev stoppet.
Mens andre filmatiseringer af populære TV-serier er faldet til jorden med et brag, styrer ”Klovn the Movie” nemlig for vildt. Og hvis nogen troede, at alle de pinligste pinligheder allerede var fortalt i TV-serien, ja så må de tro om igen. Filmen er om muligt endnu mere tåkrummende end sit forlæg og sætter helt nye standarder for, hvad man kan vise af pinligheder på film.
Mia er gravid, men er stærkt i tvivl, om hun vil have barnet, da hun ikke rigtig mener, at Frank har far-potentiale.
For at overbevise hende om det modsatte og vise sine store evner omkring børn beslutter en lettere desperat Frank sig for at tage Mia’s 13-årige nevø Bo med på hans og Caspers kanotur – til Caspers store fortrydelse. Han har nemlig regnet med, at turen skulle være den ultimative mandetur, eller som han selv kalder det en Tour-de-Fisse.
Casper indvilger dog i at hjælpe Frank med projekt far, men indskærper, at fisse til enhver tid overtrumfer far.
Med disse grundlæggende spilleregler på plads drager trekløveret på tur nedad Gudenåen – og det kommer selvfølgelig hverken til at gå særlig stille eller særlig værdigt for sig.
At kalde filmen for politisk korrekt ville være århundredes overdrivelse. Tværtimod bliver den buttede Bo, som har komplekser over sin lille tissemand, vidne til stort set alt lige fra fulde gymnasieelever i busser til utroskab og uansvarlig kanosejlads.
Turen kulminerer i en kæmpe koger på Skanderborgfestivalen, hvor Bo får mødt Medina, og hvor Mr. Matador himself – Bent Fabricius Bjerre – træder i karakter som bordelejer i luksusklassen på det sagnomspundne "Castello Allycat", der kun har åbent én gang om året. Her kan man til gengæld - som Lars Hjortshøj gør det - have sex i fire verdensdele og starte i Asien.
Nogen vil måske hævde, at de herrer Casper Christensen og Frank Hvam er eksponenter for en lavpandet dansk udgave af Jack Ass – men intet er længere fra sandheden.
Faktisk ville det være langt mere passende at sammenligne ”Klovn the Movie” med den engelske serie ”Halløj på badehotellet”, der også spekulerede i at gøre optrinene så akavede og pinlige som overhovedet muligt.
Og ja, det er måske nok fisse-og-patter humor, men udført virtuost af to af Danmarks allerbedste stand-up komikere, hvis mimik og timing er perfekt i samtlige filmens 94 minutter. Og samtidig er det en smuk karrikatur på den stakkels moderne drengerøvsmand, der famler desperat rundt efter anerkendelsen og selvrespekten blandt overkontrollerende kvinder.
Stor ros også til Marcuz Jess Petersen i rollen som den buttede og hæmmede Bo, hvis stoiske stone-face mimik gennem det meste af filmen er en perfekt modvægt til Casper Christensens og Frank Hvams mange skænderier.
Resultatet er årets morsomste og mest ustyrlige danske film, som fremkaldte langt flere latteranfald bland anmelderne ved presseforevisningen, end det f.eks. var tilfældet for et par måneder siden ved premieren på den animerede version af Olsen Banden.
Så tak Zentropa for ikke at have lyttet til denne anmelder.
Klovn the Movie – 94 minutter – Danmark – Instruktør: Mikkel Nørgaard – Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Iben Hjejle, Mia Lyhne, Marcuz Jess Petersen, Lars Hjortshøj, Bent Fabricius Bjerre, Jørgen Leth, Medina m.fl.