Det er nu knapt to år siden af James Camerons ”Avatar” bragede ind på biograflærrederne og chokstartede den nye 3D-bølge.
Siden da har enhver biograf med respekt for sig selv – og deres indtjening – investeret tusindvis af kroner i at blive opgraderet til den nye teknik. Biografbilletterne er steget tilsvarende, mens mørke 3D-briller er blevet en lige så fast del af biografturen som cola og popcorn.
Men er den nye 3D-teknik så virkelig så fantastisk? Har den givet nye, enestående biografoplevelser? Eller er det bare Kejserens nye klæder nu blot i 3D?
Noget kunne desværre tyde på det sidste. Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for gratisavisen 24 timer, mener hovedparten af de adspurgte ikke, at 3D-teknologien gør biografoplevelsen bedre. Ja faktisk er det kun 10 procent i undersøgelsen, som synes, at den i ”Høj grad” eller ”Meget høj grad” forbedrer filmoplevelsen.
Det er dog alt sammen en smagssag, mener formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, og henviser til, at de film, hvor folk kan vælge både mellem en 2D- og en 3D-version, så vælger 75-80 procent 3D-versionen.
Ja, selvfølgelig gør de det, fristes man til at sige. Folk – ikke mindst unge – står altid i kø for at afprøve alt ny teknologi, men det siger ikke noget som helst om kvaliteten af de nye 3D-film.
- Hvis man alligevel skal bruge penge, så vil man have den fulde oplevelse. Man betaler det ekstra og indser så bagefter, at det måske ikke var pengene værd, siger forskningsleder ved forbrugsstudier på Syddansk Universitet Dannie Kjeldgaard.
Dermed rammer han ind i problemets kerne. For bortset fra ”Avartar” - og en lille håndfuld andre film - har de fleste af de mange 3D-produktioner været som at række tungen ud af vinduet. Tom luft til dyre billetpriser.
Det er der flere grunde til. For det første skal en film være tænkt og skabt til 3D fra starten. Det var ”Avatar”, men mange af de øvrige 3D-film er i virkeligheden 2D-versioner som man har sminket med lidt 3D-effekter for at ride med på bølgen.
For det andet fungerer 3D-teknologien bedst på en blank baggrund som for eksempel en mørk himmel eller hvis man er under vand. Her kan man for alvor fornemme dybden og genstande række ud efter en biografsalen, men på film med mange detaljer som f.eks. ”Toy Story 3” falder teknikken til jorden.
For det tredje bliver 3D-teknologien primært brugt til billigt effektmageri i actionfilm og store blockbusters, mens man ganske overser det område, hvor teknikken virker allerbedst, nemlig dokumentarfilm.
Det så man to fantastiske eksempler på ved Berlin filmfestivalen i år. Den ene var Werner Herzogs blændende ”Cave of forgotten dreams” om de berømte grotter i Sydfrankrig, den anden Wim Wenders ikke mindre blændende ”Pina” – en hyldest til den afdøde danser Pina Brauch.
Det er således sigende, at da ”Pina” fik premiere i Danmark her til efteråret, blev den udsendt direkte på DVD, fordi man åbenbart ikke skønnede, at der ville være nok tilskuere til at lancere den i biograferne.
En stor skam for de mange, der nu ikke får chancen til at se, hvad 3D-teknikken virkelig kan bruges til og mærke gåsehuden ned af ryggen, når for eksempel et tyndt, gennemsigtigt scenetæppe passerer gennem en.
Kim Pedersen har ret i, at det er en god idé for biograferne at investere i 3D-teknik, men foreløbig har det ikke skabt bedre biografoplevelser. Og især ikke, når distributørerne ensidigt vælger at satse på det det sikre frem for at udnytte de investeringer, der nu engang er gjort, til at fremme de film, hvor 3D virkelig giver mening.