16,4 kilo slik!
Så meget spiser hver eneste dansker i gennemsnit hvert år. Den tid er for længst forbi, hvor slik og sodavand var sjældenheder, som man kun fik ved særligt festlige lejligheder. I dag er der slik overalt, og selv om landets supermarkeder allerede tilbage i 2007 lovede den daværende forbrugerminister at de ville begrænse udviklingen i størrelsen på slikpakkerne som et led i kampen mod fedme, er det gået den stik modsatte vej. I dag kappes supermarkederne nærmest om at fylde hylderne med slik i store pakker og spande på adskillige kilo.

Men supermarkederne er ikke de eneste slikpushere. Det samme gælder i høj grad biograferne, som de seneste 20 år har gennemgået en sand revolution på området.

Tilbage i 70'erne havde biograferne således kun mindre slikudsalg i afmålte poser og størrelser. Ting som sodavand og popcorn var bandlyst i biografsalene og kun noget, som man dyrkede på den anden side af Atlanten i USA. De var simpelt hen ikke en del af den danske biografkultur.

Sådan er det ikke længere. I 1980'erne kom de første bland-selv slikbutikker i landet. Konceptet blev snart overtaget af biograferne. Og op gennem 90'erne blev slikposerne suppleret af stadigt større bægre med cola og popcorn, så mange i dag vakler ind i biografsalen i selskab med en til to liter cola og kæmpe fem liters beholdere fyldt til randen af poppede majs. Endnu engang havde danskerne kopieret nogle af amerikanernes uvaner.

Jeg mener, at bægeret nu er fyldt, for ikke at sige overfyldt. Der er ingen tvivl om, at mange danskere får en pæn del af deres årlige 16,4 kilo slik via biogtrafturene. Og når alle de livsforkortende sager samtidig konsumeres, mens man sidder fuldstændig inaktiv i biografstolen i timevis, burde en eller anden vaks minister for længst have grebet ind.

Jeg sagde vaks, for problemet er hvordan? Selv om det kunne være fristende at foreslå et direkte forbud mod slik-, sodavands- og popcornssalg i biograferne, er det nok ikke en løsning, der holder juridisk.
At lægge en afgift på slik og sodavand vil nok heller ikke hjælpe stort. Folk betaler i forvejen absurde overpriser for gufferierne. Det er således ikke usædvanligt at give 60-70 kroner for en stor cola/popcornmenu eller stort set det samme, som biografbilletten har kostet. Det er flere 100 pct. over indkøbsprisen, så for mange biografer udgør slik-, sodavands- og popcornsalget sikkert en anseelig del af omsætningen.

Derfor skal man nok heller ikke regne med den store forståelse hos biografejerne, men alligevel er det her, at slaget må stå. Vi har brug for fremsynede biografejere, som tør gøre deres biografer sunde – rydde slikhylderne og erstatte popcornmaskinerne med frugt, snackgulerødder og kildevand. Eventuelt kunne man lokke med et statstilskud til de biografer, der hopper på sundhedsbølgen.

Fordelene ville dels være sundere biografgængere, der på den måde fik nedsat det årlige sukker- og fedtindtag. Og uden tvivl også gladere medarbejdere, som ikke længere skal feje sækkevis af tabte popcorn og tomme colabægre op mellem forestillingerne.