For et par uger siden kom britiske filmkritikere med deres bud på de ypperste film gennem de sidste 30 år.
Som verdens bedste film kårede kritikerne Francis Ford Coppolas "Accopalypse Now" ("Dommedag nu" fra 1979 fulgt af "Schindlers List" (Steven Spielberg), "De andres liv (Florian Henckel von Donnersmarcks) og "De nådesløse" (Clint Eastwood) og "Brokeback Mountain" (Ang Lee).

Den slags lister dukker op med jævne mellemrum. Men bortset fra at holde filmkritikerne beskæftiget, har de så egentlig nogen værdi andet end som et kuriøst indslag?

Jeg mener, alle kan vel være enige om, at "Accopalypse Now" fortjener titlen mesterværk, men derfra og så til at kalde den verdens bedste film. Kan man overhovedet tale om, at en enkelt film er verdens bedste? At det skulle være muligt at forene alle filmiske kvaliteter – handling, instruktion, skuespilkunst, fotografering, lys, musik m.m. – til det ultimative destillat?

Denne tese lider af tre afgørende mangler. For det første kræver en sammenligning, at udgangspunktet er det samme – eller i hvert fald tilnærmelsesvist det samme. Det er derfor, at man kan sammenligne f.eks. to typer rødvin eller to slags chokoladeis og udnævne den ene til at være bedre end den anden.

Med film er det derimod sværere, for bortset fra, at det drejer sig om historier optaget på filmstrimler, er de lige så forskellige i udtryk og indhold, som hvis man vil sammenligne ananas og æbler eller vanilje og chili.

Her vil det være langt mere troværdigt og give mere mening, hvis man i stedet bedømte film inden for bestemte genrer og udnævnte f.eks. den bedste western, den bedste dokumentarfilm, det bedste kostumedrama m.m.

Det minder lidt om, når nogen spørger, hvad der er ens livret? Hvordan svarer man på det spørgsmål.? Jeg holder f.eks. rigtig meget af både æblekage og lasagne, og de er klart mine livretter inden for kategorierne "dessert" og "hovedret", men at skulle vælge den ene frem for den anden som yndlingslivret ville være umuligt.

Den anden store mangel ved tesen om den ultimative film er, at filmkritikerne har foretaget deres valg inden for allerede kendt og afgrænset stof. På nøjagtig samme måde, som når nogen vil udpege verdens smukkeste eller mest sexede kvinde og med 110 procents garanti ender med at pege på en allerede verdenskendt skuespillerinde, sangerinde eller model.

Men når man nu snakker om "verdens bedste" eller "verdens smukkeste", så ligger der i selve begrebet, at det er ultimativt. Hvis nogen eller noget således er verdens bedste, så forudsætter det, at der ikke et eller andet sted er nogen eller noget, der er endnu bedre.

Men hvem ved om verdens smukkeste kvinde ikke går omkring i en fjern afkrog af Mongoliet, eller på en Stillehavsø fuldstændig ukendt og upåagtet af verdensopinionen og smagsdommerne.

Eller om verdens bedste film de sidste 30 år ikke er en stor, episk film fra et af de klassiske filmlande, men en lille film fra et af de mindre kendte filmlande. Hvis man ser på de store internationale filmfestivaler, er det da også sjældent blandt mainstreamfilmene i hovedkonkurrencen, men derimod blandt de uafhængige og mere smalle film fra mere eksotiske filmlande, at man henter de største filmoplevelser

Det leder til den tredje afgørende mangel. At smag og behag også i høj grad handler om kultur. Og at der er himmelvid forskel på, hvad der opfattes som det bedste og smukkeste i forskellige dele af verden.

Når de britiske filmkritikere derfor har foretaget deres valg og på hele verdens vegne udvalgt verdens bedste film, er der derfor tale om en form for kulturimperialistisk arrogance som baserer sig på den vestlige verdens filmopfattelse – hvad de fem film på toppen af listen da også er et levende bevis på.