En vellykket strejke. Der findes næppe noget mere eksotisk og fremmedartet udgangspunkt for en moderne, kommerciel mainstream-film end dette. Men det er alligevel, hvad manuskriptforfatter Billy Ivory og instruktør Nigel Cole giver os med den godmodige hverdagskomedie ”Det stærke køn”.
Det virker indlysende at opfatte filmen som arbejder-versionen af Coles ”Calender Girls” (2003), selv om han på det bestemteste nægter, at det forholder sig sådan. På samme måde er ”Det stærke køn” beslægtet med en lang række andre britiske feel good film med afsæt i arbejderklassen – ja, man kan vel nærmest tale om en særlig engelsk subgenre.
Året er 1968 på Ford Motor Companys store samlefabrik i London-forstaden Dagenham. Historien starter, da 187 kvindelige syersker på fabrikken klager over, at de bliver opfattet som ufaglærte. Det viser sig dog hurtigt, at der er langt mere på spil. Den manglende faglige anerkendelse er blot et led i det generelle syn på kvinderne som andenrangs arbejdere, der alene i kraft af deres køn får mindre i løn end mændene og må tage til takke med en gammel, dårlig ventileret fabrikshal. Da kvinderne vælger Rita som deres talsperson, tager begivenhederne fart. Det ender med langvarig strejke, massiv medieomtale og foretræde for selveste arbejdsminister Barbara Castle – og dermed er vejen banet for det, som to år senere skulle blive den berømte, engelske lov om ligeløn.
”Det stærke køn” bygger meget af vejen på virkelige begivenheder. Den illustrerer med al skamfuld tydelighed, at selv om 1968 kun er 43 år væk, er der en verden til forskel fra vore dages barselsfædre til datidens mandsdominerede kvindesyn, hvor selv fagforeninger satte mændenes kamp før kvindernes i saglige Marx’ navn. På den måde er den en vigtig påmindelse om den kamp, som vore mødre og bedstemødre førte for ligeret. Og at man som mand ikke er nogen helgen, fordi man ikke drikker pengene op, slår sin kone eller er hende utro. Man opfylder blot nogle simple basiskrav, der burde være til stede i ethvert forhold.
Der spilles godt og stærkt på alle pladser i filmen lige fra Sally Hawkins spurveagtige heltinde, der viser sig at indeholde en brølende løvinde, til Miranda Richardsons glødende furie af en arbejdsminister. Det gælder også på mandesiden, hvor bl.a. Kenneth Cranham yder en mindeværdig indsats, som fagforeningspamperen Monty, der giver Rita dette råd, inden det første møde med ledelsen: ”Når jeg nikker, så nikker du også”.
”Det stærke køn” er således en meget underholdende og meget vedkommende film. Derfor ærgrer det også lidt – bare en lille smule – at Nigel Cole maler med lovlig brede penselstrøg i stedet for at koncentrere sig om hovedhistorien, som er mere end stærk nok.
For det første er filmen er en anelse for sexet – eller rettere de kvindelige hovedpersoner er. Uden at forklejne de virkelige syersker fra Dagenham, så var de nok alligevel langt mindre glamourøse end filmens kvindegalleri. Sidstnævnte tæller bl.a. den hot-pants svansende Sandra, som drømmer om at blive bikini-model og den seksuelt frigjorte Brenda, hvis bemærkninger ville få selv Mae West til at rødme. De giver “Det stærke køn” kulør og humør, men øger ikke troværdigheden.
Det samme gælder den påklistrede søstersolidaritet mellem Rita og hustruen til fabrikkens direktør, der trods sin lange universitetsuddannelse føler, at hendes mand behandler hende som et fjols. Budskabet er tydeligvis, at kvindeundertrykkelsen ikke kender sociale skel, men igen øger det ikke troværdigheden.
Og sidst men ikke mindst: Hvorfor er stort set alle mændene i filmen fremstillet som lallende tåber? Ministerens to embedsmænd opfører sig som et par forfjamskede cirkusklovne i jakkesæt, fagforeningsfolkene som små drenge, som er ved at få frataget deres slik, ja selv kvindernes ægtemænd virker bovlamme trods deres glimt af støtte.
Den eneste undtagelse er Bob Hoskins, kvindernes nærmeste kontakt i fagforeningen, der lige fra starten er på deres side og tilmed presser på for at få dem til at gøre oprør.
Men det er for nemt at fremstille mændene så unuanceret. På den måde undergraver filmen sin præmis, fordi dens mandebillede er mindst lige så kønsdiskriminerende, som det kvindesyn, den opponerer imod.
Disse skønhedsfejl skal dog ikke forhindre nogen i at se ”Det stærke køn”, der ikke bare er en feel good film af navn, men også af gavn. Man går således ud af biografen med en rigtig god fornemmelse indeni og stolthed over de kvinder, der tog kampen op og forlangte lige løn for lige arbejde. Det manglede da bare.
Og kampen er stadig relevant også herhjemme. De nyeste tal viser således, at mænd i gennemsnit tjener mellem 17-21 procent mere end kvinder, og at forskellen stort set ikke har ændret sig i løbet af de sidste 10 år.
Det stærke køn – 113 minutter – England – Instruktør: Nigel Cole – Medvirkende: Sally Hawkins, Andrea Riseborough, Jaime Winstone, Geraldine James, Bob Hoskins, Kenneth Cranham, Miranda Richardson m.fl.