For nylig kunne man læse i medierne, hvordan et amerikansk firma i San Diego arbejder på at udvikle en teknik, der kan optimere spillefilm. Firmaet vil simpelt hen scanne hjernen på et testpublikum fremvisningen og på den måde se præcis hvilke følelser, der udløses på hvilke tidspunkter i filmen. Teknikken kaldes Neurocinema, og bagefter kan producenterne så i ro og mag skære filmene til, så de får maksimal effekt (læs: publikumsappel) for pengene.

I forvejen er det en udbredt praksis, at film vises for et testpublikum, der f.eks. får vist forskellige slutninger, hvorefter producenterne så kan vælge den, som flest var tilfredse med. Og med det amerikanske firmas udspil er man nu nået et skridt videre på vejen mod at lave ”perfekte” designerfilm, hvor succes’en i biograferne synes sikret på forhånd.

Det samme er allerede blevet forsøgt adskillige gange inden for musikbranchen med stor succes. Spice Girls var f.eks. et designerband, skabt fra bunden af Bob og Chris Herbert, der i 1994 annoncerede efter fem 18-23 årige piger, som kunne synge og danse. Resten er musikhistorie: Spice Girls første album er indtil videre solgt i 23 mio. eksemplarer, og totalt set er gruppens 4 albums og 11 singler blevet solgt i mere end 65 mio. eksemplarer, hvilket gør dem til det mest succesfulde britiske band siden Beatles.

Men netop her skilles vandene. For selv om Spice Girls ubestrideligt har været en kommerciel succes, så gør det dem ikke kunstnerisk til f.eks. Beatles – eller bare i nærheden af. Ægte musik-magi som de fire Liverpool-drenge eller f.eks. en Elvis Presley kan ikke skabes syntetisk. Det skal så at sige spire nedefra og ikke oppefra eller indefra for at virke.

På samme måde må jeg tage klart afstand fra køligt kalkulerede designerfilm. Jeg forstår udmærket filmproducenternes behov for at helgardere deres efterhånden ikke ubetydelige investeringer. Hvis man har brugt 350 mio. dollars på at lave en film, vil man selvfølgelig gerne være sikker på at få pengene ind igen.

Jeg vil imidlertid gerne vædde min næste løncheck på, at der ikke vil komme stor filmkunst ud af det amerikanske firmas hjernescanninger. Ikke nogen ny ”Casablanca”, ”Fagre voksne verden” eller ”Pulp Fiction”.

Kunne man f.eks. forestille sig en Lars von Trier opstå ud fra en nøje beregnet testproces? eller et Dogme-koncept? Næppe.

Hvad der derimod vil komme ud af Neurocinema-teknikken er en række mainstream-produktioner, der går efter bredeste og dermed også laveste fællesnævner. Og bevares det skal nok sælge billetter, men for filmen som kunstart er det et blindspor, som ikke vil bringe mediet videre.

Tværtimod risikerer man, at instruktørerne og manuskriptforfatterne reduceres til samlebåndsarbejdere, der ikke længere tør – eller får lov til – at tage chancer, provokere eller bryde rammerne på overraskende vis, men blot leverer mere af samme suppe.