I fredags tyvstartede CPH:DOX med et brag i en stopfyldt Grand Biograf i København med musikfilmen ”The White Stripes Under Great Northern Lights” om den amerikanske rock-duo The White Stripes.
Med filmen og det efterfølgende afterparty i Store Vega var den sjette dokumentarfilm festival i hovedstaden sat i gang med manér. Og alt tyder på, at CPH:DOX 2009 bliver endnu et højdepunkt i det, der bliver omtalt som ”dansk dokumentarfilms nye bølge”.

CPH:DOX blev etableret i 2003 af Natfilm Festivalen, og er på blot fem år vokset til at blive Nordeuropas største dokumentarfilm festival. Hvert år vises mere end 180 dokumentarfilm fra hele verden i løbet af den halve snes dage, som festivalen varer. Der er seks faste konkurrenceprogrammer og internationale juryer til at bedømme dem.

Sideløbende med det har dansk dokumentarfilm i løbet af de seneste år høstet meget stor opmærksomhed på de udenlandske filmfestivaler, og de danske instruktører vender hjem med kufferten fuld af priser og anerkendelse. Der tales ligefrem om ”den danske succes” og ”den danske skole”. Og CPH:DOX omtaler selv Danmark på sin hjemmeside som ”en af verdens bedste dokumentarfilms-nationer”.

Det går med andre ord ufattelig godt. Så at dryppe malurt i dette perlende champagneglas svarer stort set til at gå ind i Hells Angels hovedkvarter og spørge, om det er rigtigt, at alle rockere er homoseksuelle. Sandsynligheden for at få øretæver er stor.

Alligevel vover jeg det ene øje, for når man kigger hen over programmet i Danish: Doc Awards, er det som om, at der er noget, som mangler. Af de 21 film i den danske del af konkurrencen er der således kun en lille håndfuld, der tager udgangspunkt i Danmark. Resten har kastet sig over mere internationale emner og lokaliteter: Portrætter af store metropoler som Mumbai, Shanghai, Bogota og Cairo, atomaffald, en nordsvensk provinsby, en australsk mineby, forholdene i det tidligere Jugoslavien, kærlighed i New York m.m.

Blandt de danske emner er to portrætfilm om henholdsvis frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun og den sociale frihedskæmper Tine Bryld. En tredje film handler om at være jøde i Danmark, mens en fjerde sætter fokus på to danske kvinder, hvis mænd er i krig i Afghanistan.

Al respekt for internationalt udsyn. Det skal der også være plads til, og der er uden tvivl tale om fortræffelige og forbilledlige dokumentarfilm. Men er Danmark virkelig så uinteressant at dokumentere?
Jeg savner i den grad en dansk ”Michael Moore” – en som tør grave dybt og stille de spørgsmål, som politikerne i alt for mange år er sluppet af sted med ikke at svare på. Og blive ved med at stille dem, indtil de bliver besvaret: En dokumentarfilm om den virkelige historie bag vores engagement i Irak og Afghanistan, hudløse skildringer af vores hospitalsvæsen og ældreforsorg eller sandheden om den danske klimaindsats og CO2-udledning.

Der er nok af emner og masser af væsentlige historier at tage fat på for den rette. Men måske er det nemmere at beskrive splinten i andres øjne end bjælken i sit eget. Fakta er i hvert fald, at dansk dokumentarfilm triumferer, mens dokumentarfilm om Danmark stagnerer.

Når det er sagt, så nyd CPH:DOX og se at få set en masse gode dokumentarfilm.