Det virker næsten som et skæbnetræf, at Clint Eastwoods portræt af FBI’s berømte og berygtede chef J. Edgar Hoover har premiere stort set samtidig som repremieren på Orson Welles ”Citizen Kane”.

Begge film forsøger at afdække sandheden bag et gådefuldt menneske. I ”Citizen Kane” er der dog tale om en fiktiv person, mens Hoover i allerhøjeste grad eksisterede og dominerede amerikansk politik i over 50 år.

Måske er det derfor, at Orson Welles endte med at lave et mesterværk, mens Clinten denne gang tydeligt har gabt over for meget. Trods den mere end to timer lange spilletid og en imponerende præstation af Leonardo DiCaprio forbliver Hoover en gåde. Og selv om man nok fatter medlidenhed for dette magtmenneske, der efterhånden bliver fanget af sin egen paranoia, bliver man aldrig for alvor grebet, hverken af personen Hoover eller filmen.

Svagheden ligger i selve genren. De bedste biografiske film er dem, der koncentrerer sig om en enkelt begivenhed i et menneskes liv, mens de film, der som ”J. Edgar” forsøger at favne et helt menneskeliv, altid ender som en overfladisk og mere eller mindre sammenhængende række af anekdoter. Den virkelige sandhed om personen når man aldrig frem til – det hele forbliver enkelte krads i overfladen.

Clint Eastwood har koncentreret sin film om starten og slutningen Hoovers karriere og krydsklipper filmen igennem elegant mellem 20’erne og 30’ernes kamp mod radikale kommunister, bankrøvere og kidnappere til 60’ernes raceoptøjer. En stor del af filmen er viet til en enkelt sag – kidnapningen af flyverhelten Charles Lindberghs søn i 1932, som Hoover opportunistisk brugte til at skaffe FBI den magt og de beføjelser, han ikke slap igen før sin død 40 år senere.

Det bliver også til episodiske glimt af, hvordan Hoover afpressede flere præsidenter og byggede sin magt på ikke at afsløre private hemmeligheder som Eleanor Roosevelts eventuelle lesbiske affære og J.F. Kennedys utallige sidespring blandt andet med Marilyn Monroe.

Til gengæld berører ”J. Edgar” stort set ikke perioden fra 1936-1960 og Hoovers massive andel i senator Joe McCarthys fanatiske kommunistjagt i 50’erne.

På samme måde kredser filmen rundt i periferien af Hoovers privatliv: Forholdet til den dominerende, racistiske og homofobiske mor, hans halvhjertede forsøg på et frieri i de unge år, der endte med et afslag, men også med en personlig sekretær for livet, samt hans livslange aldrig bekræftede forhold til sin underdirektør Clyde Tolson.

Det er Clint Eastwoods store fortjeneste som personinstruktør, at denne del af filmen fremstår som den mest interessante, selv om man aldrig når ind på livet af personerne.

Og så er det Clintens held, at Hoover for længst er død. Havde han levet endnu ville filmen højst sandsynlig have kostet Eastwood en dom for uamerikansk virksomhed og en deportation med hilsen direkte fra FBI-chefens kontor.

Vi andre lades tilbage med indtrykket af en mand, der trods sin enorme magt var et lille, nærtagende, følelsesmæssigt forkrøblet menneske, der baserede sin indflydelse på afpresning og på skrupelløst at stjæle rampelyset fra sine medarbejdere.

J. Edgar – 136 minutter – USA – Clint Eastwood – Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Armie Hammer, Naomi Watts, Judie Dench m.fl.