Yes så kører det!
Fredag morgen blev Pernille Fischer Christenses nye film "En familie" vist som en af de sidste i hovedkonkurrencen ved Berlinalen.
Og allerede om aftenen samme dag vandt filmen sin første, men forhåbentlig ikke sidste pris på den store tyske filmfestival.

Det drejer sig om de internationale filmkritikeres pris - den såkaldte FIPRESCI-pris - for det bedste bidrag til hovedkonkurrencen. De mange bogstaver står for Féderation Internationale de la Presse Cinématographique og lignende FISPRESCI-priser uddeles hvert år ved en lang række filmfestvaller verden over.

Spørgsmålet er så, om "En familie" kan gøre sidste års Berlinale-vinder - den peruvianske "Milk of Sorrow" - kunsten efter og først vinde kritikerprisen og siden guldbjørnen på festivalen.

Hvis man skal dømme efter klapsalverne, da filmen var blevet vist, og de tårevædede øjne hos mange af journalisterne, så har "En familie" i hvert fald langt større chancer for at vinde guldbjørnen end Thomas Vinterbergs "Submarino". Det er simpelt hen en film, der går langt mere direkte i hjertet på folk, fordi den handler om noget, der vedrører os alle.

Men hermed stoppede det ikke. Fredag blev det nemlig også afgjort, hvem der vandt Berlinalens børne- og ungdomskonkurrence Generation.

Og selv om hverken Birger Larsens "Superbror" eller de fire kortfilm, der var med i konkurrencen vandt krystalbjørnen, så fik den ene kortfilm - Birgitte Stærmoses dokumentar "Ønskebørn" - en såkaldt hædrende omtale, hvilket er stort set det samme som en andenplads.

Ønskebørn handler om gadebørn i Pristina i Kosova, og som begrundelse for den hædrende omtale skrev juryen således:

"Filmen tvinger publikum til at se på de ældede ansigter på en ung generation, som stadig lider under konsekvenserne af en undertrykkende krig. Filmen fanger os, fordi den vedholdende konfronterer dens hovedpersoner, genopfinder objektivitet og har en ekstraordinær opsætning."

Ellers markerede fredagen, at Berlinalen er ved at være slut for denne gang - og tak for det. Selv om det er fantastisk at se så mange film, så er der også tale om et overload, og mæthedsfornemmelsen kan tydeligt mærkes hos de fleste af journalisterne.

På samme måde kan den mærkes i kroppen, der protesterer over konstant at være blevet holdt i et biografsæde i mere end en uge. Nu skal den i stedet stå på frisk luft og raske gåture.

Og så skal det blive rart ikke at stå i kø til en film igen foreløbig. Det bruger man nemlig også tid på under Berlinalen - lang tid faktisk. En tysk journalist fra Radio Bremen havde således talt sammen, at han sidste år ventede i kø på Berlinalen i sammenlagt 18 timer - altså mere en to hele arbejdsdage. Vi lader lige tallet stå¨et øjeblik.

Selv slutter jeg Berlinalen af på bedste vis med et par øl med en østrigsk journalist, efter at den sidste film i hovedkonkurrencen har været vist. Vi sammenligner statistikker - hun har set 24 film og jeg 25 - og er enige om, hvilke der har gjort størst indtryk. Og hun betror mig, at hun græd i mere end en halv time, mens hun så "En familie".

Hun bliver med garanti ikke den sidste.

Dagens anmeldelser

THE KILLER INSIDE ME



Den amerikanske skuespiller Casey Affleck har sikkert ikke tøvet mange sekunder med at skrive under på at spille hovedrollen i Michael Winterbottoms "The Killer Inside Me". Hvornår får man ellers chancen for i samme film at smække både Kate Hudson og Jessica Alba i rumpen.

Men derudover er der ikke meget at smile af i "The Killer Inside Me", der foregår i 50'ernes USA og handler om vicesheriffen Lou Ford, som udadtil virker fuldstændig kontrolleret og ubestikkelig, men i virkeligheden er en totalt følelsesforladt, sadistisk morder.

Faktisk er det sjældent, at man har set så udpenslede og brutale voldsscener som i denne film. Det første eksempel kommer allerede små tyve minutter inde i filmen, hvor Ford fuldstændig metodisk i en flere minutter lang scene banker sin elskerinde Joyce (Jessica Alba) ihjel. Ikke fordi han hader hende - tværtimod - men fordi han skal bruge hende som dække til at slå borgmesterens søn ihjel.

Derefter tager det ene mord det andet i et stadigt mere accelererende tempo indtil det flammebrølende klimaks.

Man sidder unægtelig tilbage med væmmelse, og spørgsmålet er, om Winterbottom ikke har overdrevet sine virkemidler i filmatiseringen af forfatteren Jim Thompsons roman fra 1952. Det bliver på en skræmmende og ubehagelig måde for meget, og filmen er da også blevet angrebet for at være fuld af kvindehad.

Rent visuelt er "The Killer Inside Me" imidlertid en fryd, og Casey Affleck er perfekt i rollen som Ford, som med høj fistelstemme lidenskabsløst fortæller om sine handlinger.

Det er Cohen-brødrene uden den forsonende, bizarre sorte humor, når Winterbottom bevæger sig ind i Film Noir land, hvor man identificerer forbryderne, men sjældent får afdækket de dybereliggende motiver bag deres forbrydelser.

Og til dem, der tror, at de allerede har set alt, hvad der er at se af massemodere på film, så tro om igen. Lou Ford er i en klasse helt for sig.

The Killer Inside Me - 110 minutter - USA - Instruktør: Michael Winterbottom - medvirkende:  Casey Affleck, Jessica Alba, Kate Hudson, Bill Pullman m.fl.

MAMMUTH



"Og således ender verden - ikke med et brag, men med en klynken"

Sådan slutter T. S. Elliot sit berømte digt "The Hollow Men" fra 1925. Og sådan kunne man også passende beskrive den franske film "Mammuth" af Benoit Delépine, som var den sidste film, der blev vist i hovedkonkurrencen på Berlinalen.

Oplægget tegner ellers godt. Gérard Depardieu spiller en 60-årig mand, der går på pension efter et langt og hårdt arbejdsliv. Da han opdager , at mange af hans tidligere arbejdsgivere ikke har skrevet ham op til at få pension, sætter han sig op på sin store Mammut-motorcykel for at opsøge dem én efter én.

Som altid i den slags roadmovies bliver det lige så meget en indre som en ydre rejse for hovedpersonen, mens han undervejs møder de tidligere arbejdsgivere, gamle venner og familiemedlemmer og tilfældige mennesker i en lind strøm.

Desværre er filmen hverken underholdende eller på anden måde medrivende. Og for at gøre ondt værre er billederne i meget af filmen decideret grimme og kornede med alt for skarpe kontraster. Hvorfor instruktøren har valgt det sådan, svæver i det uvisse, men det skærper ikke just appetitten.

Hvad angår Depardieu, som efterhånden har fået samme omfang som Obelix, er der heller ikke meget at komme efter. Det er efterhånden lang tid siden, at man har set den mand spille en god fil. Og en scene, hvor han og fætteren ligger nøgne på en seng som to gråhårede hvaler og tilfredsstiller hinanden mede hånden, som de også gjorde det som drenge, kunne man godt have undværet. Nu sidder billedet desværre på nethinden og bliver svært at ryste af igen.

Det bedste ved filmen er faktisk, at den kun varer 90 minutter - og selv det virker som lang tid.

Mammuth - 90 minutter - Frankrig - Instruktør: Benoit Delépine - medvirkende:  Gérard Depardieu, Isabelle Adjani, Ylande Moreau m.fl.