Så faldt afgørelsen. Og desværre blev ikke til nogen guld- eller sølvbjørne til de to danske film i hovedkonkurrencen på Berlinalen.

I stedet gik Guldbjørnen 2010 til den stilfærdige tyrkiske film "Bal" (Honey), mens den rumænske "If I want to whistle, I whistle" både vandt Jury Grand Prix Sølvbjørnen - Berlinalens næstfornemmeste pris - samt Afred-Bauer Prisen.

Også den russiske film "How I ended this summer" blev belønnet med to Sølvbjørne - dels i kategorien "Fremragende kunstnerisk præstation", dels i kategorien "Bedste skuespiller". Dermed slog filmens to hovedrolleindehavere både Jesper Christensens dødsmærkede far i "En Familie" og Jakob Cedergens alkoholiserede-og-på-bunden-af-samfundet storebror fra "Submarino" af banen.

Den japanske skuespillerinde Shinobu Terajima fik en Sølvbjørn for "Bedste Skuespillerinde" for filmen "Caterpilar", mens den kinesiske instruktør Wang Quan'an modtog en Sølvbjørn for "Bedste manuskript" for Berlinalens åbningsfilm "Apart Together".

Størst bifald var der dog, da Roman Polanski modtog en Sølvbjørn for "Bedste instruktør" for sin nye thriller "The Ghost Writer".  Polanski var i sagens natur ikke til stede, men mon ikke han har glædet sig fra husarresten i Schweiz.

Hvis der ligger et politisk budskab bag tildelingen af prisen må det være, at filmbranchen bedømmer Polanski for hans filmiske bedrifter og ikke sætter lighedstegn mellem det og den Polanski, der kræves udleveret til USA for at have haft sex med en mindreårig for snart en menneskealder siden.

Tjah sådan gik det. Den største danske deltagelse i Berlinalen nogensinde med hele syv film i konkurrencerne endte med de internationale filmkritikeres pris til "En familie" og hædrende omtale til kortfilmen "Ønskebørn".

Var det retfærdigt? Tjah igen for filmpriser handler ikke så meget om retfærdighed som om smag. Og selv om "En familie" er Pernille Fischer Christensens mest personlige og nok også bedste film, så er det måske også for "lille" en film rent budskabsmæssigt til at vinde en Berlinale. Og Thomas Vinterbergs hudløse socialrealistiske drama "Submarino" fra samfundets bund, har simpelt hen delt vandene for meget til, at der kunne blive tale om priser.

Men mon ikke begge film nok skal klare den alligevel. Godt nok sejrede "Submarino" ikke på podiet, men den har alligevel sejret rent markedsmæssigt, idet den allerede og på rekordtid er blevet afsat til ti lande: Luxemburg, Holland, Belgien, Italien, Frankrig, Columbia, Japan, Taiwan, Grækenland og Brasilien. Og flere lande er interesseret i at købe filmen, fastslår producenten Nimbus.

Og når nu den værste virak har lagt sig, hvad står så tilbage efter denne jubilæums-Berlinale?

De fleste vil nok huske sneen og isen, der gjorde turene mellem de forskellige biografer og pressemøder til lidt af et vovestykke.

Til gengæld kom Berlinalen trods de 60 år aldrig til at føles særlig jubilæumsagtig. Der manglede lige som noget - herunder ikke mindst flere Hollywood-stjerner til at kaste glamour over festivalen..
Ja, der var selvfølgelig Ben Kingsley, Juliane Moore, Pierce Brosnan, Ewan McGregor, Leonardo DiCaprio og gode gamle Martin Scorsese, men så var det vist også det.

Endelig vil festivalen blive husket for et ualmindeligt brutalt repertoire. Det har handlet om psykopater, der banker kvinder ihjel ("The Killer Inside Me"), mænd der er ved at gå til i druk og narkomisbrug ("Submarino"), som begår mord ("Shekarchi" og "Der Rauber") eller nikker skaller brækker armene på hinanden ("En ganske snill mann"), kvinder som drukner deres børn ("Shutter Island") og alskens anden dårligdom og elendighed.

På den måde havde "En familie" den bosniske "Na putu" eller den kinesiske "Apart Together" faktisk fortjent at vinde, fordi de på hver deres måde er en hyldest til kærligheden.

Det var ordene. CineMadsen siger tak fra Berlinalen for denne gang, men vender selvfølgelig frygteligt tilbage med jævnlige indlæg og filmanmeldelser på bloggen.

Tak fordi I hang med. Her følger min helt private liste over de største filmoplevelser på Berlinalen - og dem jeg godt kunne have været foruden.

Fem film fra Berlinalen, du ikke bør snyde dig selv for

EN FAMILIE
Pernille Fischer Christensen har gjort det igen og skabt sin mest personlige film til dato - et hudløst kik ind i, hvad det vil sige at være en del af en familie, og de reaktioner det udløser, når et nært familiemedlem skal dø. Med pragtpræstation af Jesper Christensen som den døende far.

HOW I ENDED THIS SOMMER
Pragtfuldt russisk kammerspil fra nord for polarcirklen, hvor to mænd er spærret inde på en øde beliggende forskningsstation, da den ene får en meddelelse over radioen, han ikke tør fortælle videre. En film der udnytter den fantastiske natur til det yderste for at skabe en spændende stemning.

NA PUTU - ON THE PATH
Smuk, intens bosnisk film om konflikten mellem religion og kærlighed. Hvad tæller mest: Ansvaret over for Gud eller over for den, man elsker højest i verden. Og hvad gør man, når den, man elsker, pludselig forandrer sig radikalt? Filmen er på kærlighedens side, men giver ingen nemme svar.

EN GANSKE SNILL MANN
Nordmændene ridder på en bølge i øjeblikket. Sidste år kom de med snow-movien "Nord". I år fik denne film de ellers seriøse filmjournalister til at briste i højlydt latter. Gå ikke glip af Stellan Skarsgård i en af sit livs roller som den nyligt løsladte Ulrik, hvis verden pludselig blive kompliceret.

THE GHOST WRITER
Roman Polanski er tilbage i topform med denne effektive thriller, der tydeligt viser forskellen på europæisk og amerikansk filmkunst, når der skal skabes suspense og langsomt eskalerende paranoia, som kryber ind under huden på én

Fem film fra Berlinalen, du snildt kan undvære at se

MAMMUTH
Historien fanger aldrig i denne besynderlige franske roadmovie om en 60-årig mand, der drager på tur med sin motorcykel og opsøger fortiden. Mammuth er fyldt med grimme billeder og med en Gerard Depardieu i hovedrollen, som mest af alt minder om en ældre udgave af Obelix.

GREENBERG
Endnu en af disse amerikanske film med velbeslåede, hvide amerikanere i eksistentiel krise. Med en Ben Stiller i hovedrollen, der er så kværulerende og irriterende, at man undrer sig over, at den søde Greta Gerwig så meget som et sekund tænker på at indlade sig med ham.

PLEASE GIVE
Ulidelig amerikansk feel good movie der snarere burde kaldes for en feel bad movie. Sjældent har man set en film fyldt med så mange usympatiske og selvcentrede personer, at man hurtigt mister interessen for både dem og for filmens historie.

SHUTTER ISLAND
Martin Scorcese sætter alle sejl til  og kaster samtlige klichéer fra såvel thriller- som gyser-genren ind i denne film om en politimand og en fængselsø fyldt med psykisk syge, voldelige fanger. Pointerne gentages så højlydt og tit, at man allerede halvvejs inde i filmen har regnet plottet ud.

THE KILLER INSIDE ME
Michael Winterbottom forsøger sig i film noir genren med en filmatisering af Jim Thompsons bog fra 1952. Men resultatet er en film, hvor instruktøren ender med at overdrive sine virkemidler og fylder filmen med nogle af de mest ubehagelige og udpenslede voldsscener, der længer er set.