Jeg tilstår - jeg er en tids-freakJeg elsker at være i god tid og kommer hellere en time for tidligt i lufthavnen, men har dog med årene lært først at komme til tiden til selskabelige lejligheder.

Det er grunden til, at jeg denne torsdag morgen sidder på 1. salen på Hotel Grand Hyatt Hotel foran pressekontoret for Berlinalen allerede en time før det åbner. Det fascinerende ved at komme så tidligt er, at man kan se hele den store festival blive født for øjnene af sig og nyde dens friskhed, inden sanseorganerne langsomt men sikkert bliver stoppet til af indtryk.

En hjælper i Bordeaux festival-uniform er ved at lægge papirer klar med en oversigt over dagens pressekonferencer - herunder præsentationen af årets festivaljurys, som denne gang ledes af den engelske instruktør Mike Leigh.

Kort efter ankommer de fire billet-uddelere, som hver dag uddeler billetter til næste dags film efter først-til-mølle princippet. Det er de samme fire, der sidder der år efter år, så vi hilser smilende på hinanden.

Præcis klokken 9.00 åbner pressecenteret og inden længe er jeg i besidelse af mit presse-badge - nøglen der åbner Aladdins hule.

Og hvad så med Danmark? Det korte svar er, at Danmark er smallere repræsenteret i år end i 2011 hvor vi havde hele fem film med i festivalens forskellige sektioner. I år er der kun to:

Magi i luften (Simon Staho)
En kongelig affære (Nicolaj Arcel)

Det lidt længere svar er, at Simon Stahos ungdomsmusical  er med i Berlinalens ungdomssektion Generation, mens Nicolaj Arcels historiske kostumedrama om Struense er udtaget til selve hovedkonkurrencen.
Her skal filmen konkurrere med 17. om Den Gyldne Bjørn.

Men dermed er det ikke slut med de danske chancer. Den danske skuespiller Thure Lindhardt spiller nemlig hovedroller i hele to film, der også er med i Berlinalen. Den ene er den tyske film Formentera, som er med i Panorama-sektionen. Den anden den amerikanske film Keep The Lights On, som dyster i Forum-sektionen. Og selv om de ikke er danske, smager det jo altid lidt af fugl alligevel.

Som altid er der også en politisk kant på festivalen, som denne gang er ramme om flere tema-diskussioner om det arabiske forår. At det langt fra er blevet forår for alle i Mellemøsten understreges af de tre iranske instruktører, der er inviteret med til festivalen som æresgæster: Jafar Panahi, Mohammad Rasoulov og Mojtaba Mirtahmsab. De er nemlig alle i husarrest for at have kritiseret det iranske styre og dukker derfor næppe op på festivalen.

Anderledes upolitisk var Mike Leigh, da juryen blev præsenteret for festival-pressen:

- Det er skønt at få lov til at bedømme andres arbejde og glemme sit eget for en stund, fastslog han.

Og den amerikanske skuespiller Jake Gyllenhall, som også er med i dette års jury, supplerede:
- Fordelen ved at sidde i juryen er, at man ikke behøver at give sin mening om noget som helst før til slut.

Det privilegium har denne blogs forfatter ikke. Jeg vil tværtimod løbende dele min mening om de forskellige film på festivalen.

DAGENS CITAT:
- Det er for tidligt i dag til engelsk
Skuespillerinden Charlotte Gainsbourg, medlem af Berlinale-juryen

FAREWELL MY QUEEN



Åbningsfilmen på Berlinalen er altid spændene, som en ouverture der slår resten af musikken an. Set med disse øjne er Benoit Jacquots Farewell My Queen et interessant valg - et kammespil på Versailles i de sidste dage, før revolutionen skyllede det dekadente hofliv definitivt bort, og de kongelige hoveder begyndte at rulle.

Samtidig er det et pudsigt sammentræf, at der blandt de 18 konkurrencefilm ikke blot er to kostumedramaer, men at de begge foregår stort set samtidigt i slutningen af 1700-tallet - det ene i Danmark det andet i Frankrig. Og efter at have set det franske bidrag må det konstateres, at Nicolaj Arcels "En kongelig affære" får kamp til stregen.

Benoît Jacquot har skabt en fransk udgave af Der Untergang, hvor de kongelige gemakker føles lige så klaustrofobiske som førerbunkeren, og hvor personer og rammer går i opløsnin i et stadigt eskalerede tempo,

Historien er koncentreret om den unge kvinde Sidonie, der er oplæser for Marie Antoinette og samtidig intenst tiltrukket af dronningen. Marie Antoinette har imidlertid kun øje for adelskvinden Gabrielle de Polignac, og mens verden går i stykker udenfor, knuses hjerterne indenfor.

Det er kvindernes Versailles som er i centrum her, mens mændene nærmest blot er med som statistister. Og samtidig er det et langt mindre glamourøst Versailles, end vi er vant til at få præsenteret. Sidoux plages af insektbid om natten, vandet i de store, kunstige søer er fyldt med døde rotter, og malingen skaller af murene, mens beboerne skjuler deres duft med parfume og rosenvand.

I de to bærende hovedroller ses Diane Krüger og Léa Seydoux. Udseendes-mæssigt er Krüger måske lidt for arisk til rollen som Marie Antoinette. Til gengæld forlener hun figuren med så mangefacetteret en personlighed, at man næsten taber pusten - det ene øjeblik skrøbelig, det næste nærmest manisk i sin evne til at bagatellisere realiteterne og det tredje kåd og forførende. Som modspil er Seydoux, som vi senest stiftede bekendtskab med i Wood Allens "Midnight in Paris" et, studie i undertrykte følelser og lidenskab. Hun vil gøre alt - og gør alt - for dronningen, men er samtidig den eneste, der ikke taber hovedet midt i undergangen for nu at blive i revolutions-sproget.

Tilsammen danner de to kvinder en vibrerende kerne og en anderledes vinkel på en ellers velkendt historie. Dog ender kærlighedshistorien med at fylde lidt for meget i forhold til den store historie, der foregår udenfor.

Farewell My Queen - 100 minutter - Frankrig - Instruktør: Benoit Jacquot - Medvirkende: Diane Kruger, Léa Seydoux, Virginie Ledoyen, Xavier Beauvois, Noémie lvovsky m.fl.