Der er film, der udelukkende overlever på deres visuelle kvaliteter og stil, mens andre først og fremmest lever via manuskriptet og skuespillernes præstationer. Og så er der den lille gruppe af film, der som Tom Fords ”A Single Man” indeholder det hele – og lidt til.
Dermed er alt i princippet sagt, men lad mig alligevel uddybe: Det er Tom Fods første film, og sjældent har et debutværk været så helstøbt og budt på så utrolig meget.
Filmen udspilles på et enkelt døgn i Los Angeles i oktober 1962. Mens Cuba-krisen spidser til og folk holder vejret og tæller ned til 3. Verdenskrig, har den britiske collegeprofessor George Falconer besluttet, at dette skal være hans sidste dag. Han har mistet sin elsker og samlever gennem 16 år - Jim - i en bilulykke, og kan ikke se nogen anden vej ud af sorgen end at tage sit eget liv. Men livet er sværere at ryste af sig end som så, og som dagen skrider frem, møder George den ene forhindring efter den anden i forhold til sin ellers velplanlagte exit.
At filmen er et visuelt overflødighedshorn, er det mindst overraskende ved ”A Single Man”. Tom Ford var i 10 år kreativ leder af Gucci, og billederne har på én gang samme tidsløse elegance som produkterne fra det italienske modehus samtidig med, at de udtrykker et meget præcist tidsbillede, hvor der er kælet for tingene indtil mindste detalje: Som da George parkerer foran en enorm plakat fra Hitchcocks ”Psycho”, eller da han bliver passet op af en ung, spansk charmør med James Dean hår.
Alt dette kunne man imidlertid forvente af en person med Fords fortid. At han også har formået at filmatisere Christopher Isherwoods roman af samme navn og få hele den bevidsthedsstrøm, der udgør romanens kerne, til at fungere på lærredet, er langt mere overraskende.
Alligevel lykkes det lige fra første sekund, hvor George sanser alt, hver en lyd og hver en farve, med overnaturlig klarhed. Som havde bevidstheden om hans egen forestående død fejet alle blokeringer væk, så sanseapparatet står rent og vibrerende vågent.
Den største præstation kommer dog fra Colin Firth i den altbærende hovedrolle som George. Befriet for de sædvanlige, følelsesforkrampede førsteelskerroller, folder Firth sit fulde skuespiltalent ud i portrætteringen af den pedantiske collegeprofessor, der lever et usynligt liv, med lidenskaber han ikke kan vise åbent i et småborgerligt USA, som frygter homoseksualitet mere end atomkrig. Hans præstation er intet mindre end mesterlig – stærkest formidlet i en nøglescene i starten, hvor Jims onkel ringer for at fortælle om den tragiske ulykke, og George reagerer med al sin britiske høflighed, da han får at vide, at han ikke er velkommen til begravelsen.
Derudover kan man bl.a. nyde altid seværdige Julianne Moore i rollen som George engelske veninde Charley og Nicholas Hoult som en ung elev, der tilbyder ham sit venskab.
Hvis man overhovedet skal komme med en enkelt lille indvending, er det den overdrevne brug af kameraskift i især filmens første halvdel. Det er et stilistisk greb – lidt i stil med, når nyhedsværten på TV konstant vender sig mod et nyt kamera – som i princippet er unødvendigt, ja faktisk står ”A Single Man” stærkest der, hvor kameraet er i ro, så man kan følge personernes ansigtsudtryk uden forstyrrelser.
Men det er peanuts i en ellers perfekt film. Så skynd jer at se den. Meget bedre end dette bliver det ikke.
A Single Man - 101 minutter - Canada - Instruktør: Tom Ford - medvirkende: Colin Firth, Julianne Moore, Nicholas Hoult, Matthew Goode m.fl.