Der er vel næppe noget så forhadt, som krybskytter, og det er også med rette, blot skal man huske på, at disse mennesker, har forskellige motiver til disse ugerninger. Når elefanter og næsehorn, må lade livet, under forfærdelige forhold, så er det for det meste i profittens navn, kødet bliver ikke anvendt, i nogle grumme tilfælde, er dyrene ikke døde, når parkbetjentene finder dem.

Disse horn, bliver anvendt bl,a. i store dele af Asien til potensmedicin, og elfenben jo som bekendt til smykker, og andet kunstværk . De store rovkatte må lade livet for pelsen, og med dem mange andre dyrearter, som går ind under kategorien den menneskelige fantasi . Herhjemme, skal vores garde bruge pelshuer fra sortbjørn, det ville jo være grotesk, hvis de skulle gå med emiteret pels, snobberi vil jeg kalde det.

Der er så den slags krybskytter, der tvinges ud i denne makabre forretning, og det er dem, der bor i de områder, hvor skovene bliver lagt ned til fordel for møbler til de Europæiske opkøbere, der uden samvittighed, er med til at lænse disse menneskers eksistensgrundlag. Denne befolkning, har levet med jungle gennem generationer, og må magtesløst se til, at buldozerne farer frem med grådig hast, og fuldstændig demolerer store skovarealer, hvor mange af de dyrearter, disse mennesker spiser, lever. Der er ingen hjælp til disse mennesker, det handler ikke om hjælpearbejde, det handler om kold profit, til den rige verden.

Disse mennesker bliver krybskytter, og må bøde på samme måde, som de mere barske hovedjægere, der går fra kødet, og tager det kostbare. Man kan så slå sig på panden af forundring over Asiaterne, som laver nogle af verdens bedste biler, og ligger ret højt, hvad teknologi angår, men samtidig går hen og køber næsehornspulver, for at imponere lillemor, det er lidt forvirrende modsætninger.

Man kan altså ikke drive rovdrift på skovområder, fjernt fra hjemmet, uden at gardere den befolkning, der overladt til sig, må vove pelsen for at hente den mad, de har hentet i århundreder, det er helt udenfor proportioner. Jeg er stor tilhænger af de beskyttelsesorganisationer, der forsøger at redde de truede menneskeaber, men jeg vil ikke overse menneskets behov, for et dagligt måltid, fra deres egen skov/jungle, det er uanstændigt, at fare frem på den måde.

Krybskytteri, er afskyeligt, det er der ingen diskution om, men de motiver, disse mennesker har, som må løbe risikoen, for det daglige måltid, det vejer for mig tungere, end det ensporede syn på, at krybskytteri er krybskytteri færdig. Man kan altså ikke overtage et lands værdier, uden at kompensere overfor befolkningen, så er det da den indtrængende part, der avler krybskytteriet, det er vel ikke både/og, det må da være enten/eller. Janne.