Men trilogien fortjener at blive vurderet på sin helhed, og det er der rig mulighed for at gøre gratis i denne uge, da Kanal 5 viser filmene hhv. mandag, tirsdag og onsdag aften. Undertegnede skal være den første til at indrømme, meget af kritikken mod den anden og den tredje film er berettiget – de er hhv. meget komplekse og actionprægede, og hver for sig ikke specielt velkomponerede dramaer.

Men bare en lille smule efterrationalisering over de temaer, trilogien er vævet over, og udbyttet af at se dem stiger markant. Hermed et par vink med en vognstang til bedre forståelse af The Matrix trilogien. Læs videre og forstå filmene bedre – eller nik vidende med når dine nørd-venner diskuterer dem.

The Matrix: Jesus i Platons hule

”Hvad er sandheden?” Lidt af et tema at behandle i en actionfilm, ikke? Man tror i starten, man ser en film om computerprogrammøren Thomas A. Anderson. Men nej. Man ser en film om mennesket Neo, der ligger i en komatøs tilstand i en computerstyret kuvøse, og tror han er computerprogrammøren Thomas A. Anderson. Neo frigør sig fra The Matrix, bl.a. i en scene med komplet genfødsels-symbolik, tilslutter sig bevægelsen for oplysning af de formørkede menneskesind, dør virtuelt i sine bestræbelser, men genopstår ganske som den messias, hans disciple betragter ham som.

At Keanu Reeves spiller en frelser-figur er åbenbart for enhver der bare hørte efter i en halv lektion Kristendomskundskab i folkeskolen. Os der blev trukket gennem Oltidskundskab i gymnasiet genkender også straks Platons hulelignelse: at visse aspekter af vores opfattelse af virkeligheden må betragtes som ufuldstændig; sammenlignelig med den opfattelse man kunne få af verden, hvis man oplevede den via skygger afsat på en hulevæg, i stedet for at sanse den direkte.

Neo har som størstedelen af menneskeheden siddet lænket i Platons hule. Men han slipper fri, går ud i verdenen, oplever sin skygge dø, men lader den uanfægtet genopstå. Alt sammen krydret med lækre kung-fu scener og special effects i læssevis. Lækkert. Læs evt. mere om Platons hulelignelse på da.Wikipedia.org.

(Vises mandag d. 27/8 kl. 21.00 & natten til tirsdag kl. 03.30.)

The Matrix Reloaded: Anti-Krist Superhero

Neo s job slutter ikke med at genopstå fra de døde og blære sig med et par mirakler. Størstedelen af menneskeheden ligger stadig i maskinernes kuvøser, og de skal da befries. Samtidig er maskinernes dræberrobotter på færten af de løsslupne menneskers gemmested, og en konflikt i den fysiske verden nærmer sig med faretruende, hastige skridt. Faktisk var etteren bare en sød lille indledning!

Et af de centrale opgør viser sig at stå mellem Neo og Arkitekten, som er den ”maskine”, der forsøger at designe The Matrix på en sådan måde, de heri indfangne mennesker ikke fatter mistanke, og ikke forsøger at flygte. Men hov: Hvis Arkitekten har skabt The Matrix, og Neo er en Jesus-figur, der transcenderer ”virkeligheden” der – er der så ikke noget riv, rav, ruskende galt, når konflikten står mellem messias-figuren og skaberen? De religiøse analogier viser sig i denne sammenhæng at komme fra gnosticistisk kristendom, ikke ”almindelig kristendom”. Læs evt. mere om gnosticisme på da.Wikipedia.org.

En lang række andre temaer i handlingen er hentet fra computerverdenen og alle mulige andre religioner. Bl.a. genstarter Arkitekten The Matrix af og til, hvilket svarer til cyklussen i Maya- og Aztekisk mytologi. Det har så den spøjse bivirkning, at visse programmer også er flygtet fra The Matrix. F.eks. Persephone: Oprindeligt designet til at måle menneskers følelser men overflødiggjort af opdateringer andetsteds i systemet, undgår hun nu sletning ved at gemme sig i en autonom underverden til den ”officielle matrix”. Og heldigvis har hun ikke så lidt indflydelse på filmenes handling.

(Vises tirsdag d. 28/8 kl 21.00 & natten til onsdag kl. 03.25.)

The Matrix Revolutions: Anti-virus og Nirvana i sidste sekund

Nu er det jo synd at afsløre for meget af en afslutning. Men det er i dette tilfælde også synd at advare for lidt imod at se den! Hvis man ikke allerede har set de to foregående film, og er oprigtigt interesseret i slutningen, bør man ikke se treeren. Plottet tilføjes ikke meget nyt i Revolutions, men det afsluttes i et overflødighedshorn af special effects.

Agent Smith erhverver sig virus-lignende kode, og spreder sig hastigt i The Matrix. Simulationen er ved at crashe for maskinerne. Men i den virkelige verden graver maskinerne sig nærmere og nærmere menneskenes underjordiske tilflugtssted, Zion, og dommedag nærmer sig. Vi møder også Sati, en sød, lille pige af et program, der ikke er programmeret, men er et barn af to andre programmer. Derfor skal hun slettes, da hun ikke har noget formål set fra maskinernes synspunkt. Men hendes far redder hende ved at sælge kildekode til Oraklet, og Sati ender med i barnlig benovelse at designe solopgangen, da The Matrix genstartes endnu en gang til sidst i filmen.

Lige som kærlighed opstår i den virtuelle verden, viser budskabet med historien sig også at være noget i retning af, at tro, håb og kærlighed er vigtigst i den virkelige verden. Neo lader sig flere gange tilsyneladende irrationelt styre af sin kærlighed til Trinity, ikke koldblodige overvejelser over sine medmenneskers overlevelse. Et budskab der bl.a. understreges gennem en række stærkt følelsesladede, klichefyldte ”violinscener”, der ganske givet er aldeles uudholdelige undtaget for dem, der sidder og gisper efter konklusioner på trilogiens handlinger.

(Vises onsdag d. 29/8 kl. 21.00 & og natten til torsdag kl. 03.15.)

The Matrix ER virkelighed

The Matrix er ikke den første genfortælling af hverken Platons hulelignelse eller af messias-myten. Det er heller ikke hverken den første eller den sidste actionfilm i verden til for en tid at sætte nye standarder for genren. Men dels er den ”all of the above”. Dels rummer den en række kontroversielle budskaber.

For det første det chokerende skifte ved kampen mellem ”Gud” og Neo fra og med Reloaded. Hvor tit ser man lige en Hollywood-film med en slags Anti-Krist som helterolle? Og hvor tit ser man en, hvor filmens helte er de absolut mest frygtede terrorister i den verden, de slår deres folder i? Trinity udsletter to enheder almindelige panserbasser i åbningsscenen og Neo står egenhændigt for utallige politibetjentes død filmene igennem – og når da også at splatte nogle små børn i et gyngestativ ud. I fællesskab gør han og hans rebelske følge kål på ikke så få af The Matrix s beboere, hvoraf størstedelen må antages at have rigtige, levende mennesker bag det virtuelle ydre. Omvendt er filmens skurk ”systemet” – loven, betjentene, agenterne osv. Et interessant twist i vores New World Order med War on Terror osv.

De utallige analogier til computerverdenen er også kræs for en moderne nørd: Et sidste eksempel kunne være Seraph, hvis kung-fu kamp med Neo optræder som en analogi til krypteret logon til Oraklet. Og den virkelige genistreg i filmene ligger vel i, den fik en god del af en generation actionfilm-fans til at reflektere over årtusind gamle myter, religiøse budskaber og moraler. Endelig er den jo allerede langt mindre fiktion, end da den tog sin begyndelse i 1999: I dag har virtuelle verdener – som f.eks. Second Life og World of Warcraft – millioner af frivillige menneskelige deltagere. Og det er i ramme alvor blevet foreslået at sprede støvpartikler i atmosfæren, for at reflektere mere sollys og dermed bremse den globale opvarmning, hvilket er præcist den samme tåbelige fejl menneskene gør i krigen mod maskinerne, som den udspilledes inden første films begyndelse.

Sidstnævnte hændelser dokumenteres i øvrigt fuldstændigt i Animatrix, hvilket er en række animerede kortfilm, der er et absolut must at se, hvis først seriens tre film er trængt ind. Alle seriens forskellige udgivelser fås i øvrigt efterhånden til spotpris over alt.

Hovedroller: Thomas A. Anderson/Neo: Keanu Reeves; Morpheus: Laurence Fishburne; Trinity: Carrie-Anne Moss; agent Smith: Hugo Weaving og Cypher: Joe Pantoliano. Instruktion: Larry & Andy Wachowski.