Jeg er sikkert ikke den eneste, der har "friends" fra nær og fjern på bl.a. Facebook, og som oplever nogle af dem pludselig befinde sig midt i en katastrofesituation. Det er lige nu lidt specielt for mig at læse status-opdateringer fra både Libyen og Elfensbenskysten samtidig med, jeg kan se anden- eller trediehåndsrapporter på de danske TV-stationer.

Da førstehånds-fortællingerne adskiller sig væsentligt fra vores mediers udlægning, kunne jeg ikke dy mig for at få tilladelse til at oversætte lidt fra deres vægge og spurgte samtidig lidt ind til deres hverdag.

Først og fremmest spurgte jeg ind til, hvorfor de overhovedet opholder sig så farlige steder. Hvorfor er de ikke bare taget hjem?

Adam er faktisk nu fløjet til Holland, hvorfra han svarer: "Jeg kom for at besøge en ven, der studerer i Tripoli. Da jeg planlagde min rejse, jeg vidste ikke, hvad der ville ske, men det var en stor chance for at se amerikansk og europæisk "demokratisering" af landet, som ikke passer til deres standarder. Jeg overlevede allerede en krig, og i sammenligning med den bosniske var det stadig helt sikkert. Mens jeg var i Tripoli og Misuratha skete der intet farligt. Desværre er det ændret sig nu, og hele landet er ved at blive farligt."

Eva er stadig i Elfensbenskysten: "Jeg kom til Abidjan for at forske i menneskerettigheder under ressource-konflikter. Jeg har mange venner i landet og besluttet ikke at forlade det, fordi der stadig er meget forskning, der skal gøres, og situationen er ikke et komplet blodbad her. Jeg har levet i tre krige: i det østlige Congo, i Libanon og sidst der var borgerkrig her - så jeg er vant til kampene nu."

Om deres egen og de lokales hverdag fortæller de to:

Adam: "Almindelige mennesker var i gang med deres almindelige liv al den tid, jeg var i Tripoli. Jeg vil mene, at mindst 80% af befolkningen støtter Gaddafi og hans regime. De ønsker ikke at ændre det, for de ønsker ikke at blive en amerikansk eller europæisk koloni."

Eva: "Vi er uden strøm og vand i flere dage ad gangen, når kampene intensiveres i vores distrikt. Telefonerne har også været hyppigt uden signal. Vi har ikke været i stand til at sende SMS-beskeder siden omkring december overhovedet. De fleste mennesker lever stadig deres almindelige liv så meget som muligt. Der er stadig folk på gaderne undtagen når kampene intensiverer. Prisen på fødevarer er blevet for høj for de fleste mennesker, så de er på vej til deres hjem-landsbyer, hvor det er billigere at leve. Der er et massivt arbejdsløsheds-problem i dette land som kun er blevet forstærket af kampene. Jeg vil anslå, at næsten 3/4 af befolkningen nu er arbejdsløse. EU-embarkoen har blandt andet afskåret folk fra adgang til medicin - selv hospitalerne er ved at løbe tør nu og det kan komme til at koste flere menneskeliv end kampene. Embargoen skader hele befolkningen, ikke Gbagbo"

Jeg spurgte også ind til de største forskelle mellem deres egen oplevelse og mediernes fremstilling af kriserne der hvor de er.

Adam: "De nyheder, du modtager hver dag fra vestlige medier, er halve sandheder og til tider endda løgne. De, der ønsker at Gaddafi går af er Obama, Sarkozy osv. Libyere ønsker det ikke; oprørerne er kun 10-15% af befolkningen. Jeg foreslår, at man følger russiske og serbiske medier, hvis man ønsker at vide mere om den virkelige situation. Scenariet er meget lig det irakiske eller endog det jugoslaviske. Hvert stærkt land, som ikke spiller efter vestlig standard, skal destrueres, og hver gang i demokratiets navn. I Irak, havde de langt bedre vilkår under Saddam. Saddam var en krigsforbryder, misforstå mig ikke, men de levede meget bedre i denne periode end nu. Jugoslavien var også ved at blive et meget bedre sted end vores små lande er nu. I Libyen forbereder de sig på samme scenarie."

Eva: "Nyhederne her er alle løgne. Propaganda for begge parter. Vesten synes opsat på at beskrive denne konflikt som et helt land mod Gbagbo, og ivrig efter at få Ouattara til magten. De portrætterer Gbagbo som Djævelen og Ouattara som en slags helgen. Dette er bare ikke tilfældet. Hvad vi har her, er borgerkrig, med landet nogenlunde ligeligt delt.

Gbagbo's tropper begår masse mængder af vold, men det er ikke hele historien. En oprørshær (der forsøgte et kup for mindre end et årti siden) er flyttet ind i hovedstaden. Hvad skal hæren og politiet gøre ved det? De forsøger at få dem ud. Det er hvad der sker her i Abidjan. Oprørerne flyttede ind det nordligste distrikt hvor de skjuler sig i sympatisøreres huse hvorfra de organiserer angreb. Når Gbagbo's væbnede styrker rykker ind på oprørerne, for at forsøge at anholde dem, beskriver vesten det som om han angriber ubevæbnede civile. Det er ikke tilfældet.

Jeg har flere venner nord for byen, der var tvunget til at flygte og gemme sig i en kirke i ugevis uden mad og vand for at undslippe oprørerne. De oprettede checkpoints, og enhver, der ikke var af den rette etnicitet blev slagtet, hvis de forsøgte at flygte. Dette distrikt blev tømt helt af oprørerne. Dette er ikke i nyhederne. Siden kom oprørerne til vores distrikt og noget lignende skete. De efterlod ligene for enden af ​​vores gade som en advarsel. Da Jeune Patriotes (Gbagbo's ungdomsmilits) generobrede vores distrikt, begyndte de deres egen brutale nedslagtning af den anden etniske gruppe. Kastede folk ind bildæk og satte ild til dem. Hæren og militserne har kæmpet frem og tilbage siden. Vi hører skyderi og eksploderende granater hver dag.

Jeg er træt af at læse de internationale nyheder. Hvad de ikke ved, er, at hvis Ouattara kommer til magten, vil krigen kun intensiveres. Næsten halvdelen af ​​landets ser ham som en udlænding der forsøger at tilrane sig deres land og sælge det til vesten. Han var IMF-økonom i årevis, og har mange bånd i den vestlige verden, mens Gbagbo har en anti-franske dagsorden, der skræmmer dem. Lige nu foregår der massivt tyveri af ressourcer til den vestlige verden - på trods af embargoer. Lastbiler læsset med træ afgår regelmæssigt til Italien og andre europæiske nationer. Kakao smugles til Liberia og bliver solgt der."

Vi hører i Danmark rigtig meget om konflikten i Libyen men næsten intet om den i Elfensbenskysten. I mangel af bedre er her en kort video fra FNs YouTube-kanal:

I januar måned mødtes jeg med bl.a. "Adam" i Kenya, og mellemlandede i Kairo få timer før hele byen brød sammen i demonstrationer. Jeg kunne selv have været en af de eksotiske Facebook-venner. Heldigvis kom jeg sikkert videre til Kenya og hjem igen uden mellemlanding midt i en revolution.

De to personer, der udtaler sig her, hedder naturligvis ikke Adam og Eva i virkeligheden - jeg ved hvem de er. Eva har allerede fået dødstrusler grundet oplysninger på internettet, så dem skal jeg ikke bidrage til. Og bær over med oversættelsen - den er gået lidt stærkt.