Socialdemokraten Henrik Sass Larsen lægges for tiden for had i størstedelen af det danske mediebillede samt i næsten halvdelen af folketinget. Selvfølgelig fordi han for nylig leverede en lidt mindre gennemtænkt bemærkning over det (i øvrigt indlysende) faktum at der sættes en borgerlig dagsorden af de danske aviser og TV-stationer.
Blokmedier
Af og til slår det klik for fløjkrigen i rigets aktuelle spin-krig. Alt skal vinkles i "blå mod rød". F.eks. er Venstre nu pludselig imod (en i øvrigt indlysende fornuftig) anerkendelse af Palæstina blot fordi S, SF og R melder ud, at de er for. Én mærkelig sag blandt mange.
Noget andet mærkeligt er mediernes behandling af det videnskabeligt såvel som politisk komplicerede klima-stof. Her har selv Politiken, der ellers normalt optræder omtrent på midten af det politiske spektrum og opfører sig rimeligt fornuftigt, lagt sig i selen for en useriøs dækning, der blandt andet opbyggede Bjørn Lomborgs brand som "støjsender". Og Jyllands Posten gør tilsyneladende altid deres bedste for at være med på beatet med det seneste nye inden for klima-konspirationsteorier. I redaktionslokalet er problemet tit simpelt nok?
Climategate
Mange husker med rædsel hvordan nogle lækkede emails først blev manipulerende fortolket af en aggressiv blogosfære, siden manipulerende fremlagt af højreradikale politikere og debattører. Desværre husker langt færre hvordan de påståede skandaler én efter én blev pillet fra hinanden og tilbagevist. Der var faktisk ikke blevet snydt med noget som helst, data havde faktisk været offentligt tilgængeligt meget længe, temperaturen stiger faktisk osv, osv.
Men man er lovligt undskyldt, hvis man går og tror, der nok var noget om den der "klima-gate". For hvor dygtige var medierne til at formidle de efterfølgende undersøgelser? Pænt ringe. Og i Berlingske Tidendes tilfælde benyttede man blot lejligheden til yderligere at vildlede læserne!

Ovenstående er et screenshot af Berlingske Tidendes online artikel om en undersøgelse iværksat af den hollandske regering. Den eneste henvisning til, at undersøgelsen faktisk frikender FNs klimapanel, er markeret med grønt. Overskrift, manchet-tekst og resten af selve artiklen pisker derimod konspirationerne op igen.
Jørgen Steen Nielsen skriver glimrende artikler på Information. Jeg fatter nogen gange ikke hvordan resten af af landets klimapolitik og -videnskabsjournalister kan se sig selv i spejlet om morgenen.
Kan du svare på et par simple spørgsmål?
- Hvis medierne virkelig ikke er borgerlige, hvorfor er der så ikke rigtig nogen af dem, der prøver at se Henrik Sass Larsens udtalelse fra Henrik Sass Larsens synspunkt?
- Hvis en anerkendelse af Palæstina virkelig er det samme som at antænde en konflikt, hvor tager størstedelen af det internationale samfund, Barack Obama, Nicolas Sarkozy, Anders Fogh Rasmussen og så mange andre da fejl?
- Når de fleste medier nu faktisk er borgerlige, hvordan kan det da være, visse højreorienterede mennesker ser "røde lejesvende" over alt - lider de mon af forfølgelsesvanvid?
- Danmark har to egentlige "røde" medier: Dagbladet Arbejderen og Avisen.dk. Når vi konstant får tudet ørerne fulde om faren fra "de røde lejesvende" hvad siger det da om de paranoide, højreorienteredes mulighed for at komme til orde?
Per H. Christiansen, Carsten Svendsen, gitte rasmussen, kim hansen og Knud Sandbæk Nielsen har anbefalet dette indlæg.