Jeg er en af de 13.000 pædagoger der iøjeblikket strejker. Kampgejsten er stadig høj samme er humøret. Men vi står nu ved en skillevej, Lockout eller regerings indgreb! Statsmenisteren har udtalt at hvis der bliver et regingsingreb kommer vi ikke over de 12,8%. Samtidigt med har KL fra første dag smidt Lockout kortet på bordet, hvilke betyder at 560.000 børn fra d. 18 juni står uden pasnings muligheder i institutionerne.

Jeg har fuld forståelse for de forældre der iøjeblikket er ramt af strejken og som nu ser deres feriedage forsvinde. Deres fustrationer er helt forstålige. Men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket over de forældre jeg selv har snakket med der udover deres ferie er gået i vasken stadig støtter op omkring vores kamp. 

Mange vil sige at vi passer blot børn og hvor svært kan det være, her vil jeg sige at det er jo ikke kun børnepasning vi er der for. Vi er der for at udvikle barnets kompetencer, sociale relationer, udvikling, fysisk og psykisk ve og vel samt meget andet.  De fleste forældre har forståelse for at vi ikke kun kæmper for en bedre løn men at vi også kæmper for bedre vilkår for deres børn. Læste her for nyligt at 40% at unge vælger pædagog uddannelsen fra kun pga. lønnen. Så for mig at se er det vigtig at vi for sat lønnen op indenfor pædagogfaget, så vi i fremtiden kan få flere nyuddannet pædagoger ud på arbejdsmarket, som så kan være med til at skabe en pædagogiske udvikling i fremtiden.