Skal man blive forarget?

Søndag sidder jeg i Lufthansas bussiness-lounge i Frankfurt lufthavn, da en rund og fyldig mand med en katolsk præsts karakteristiske mærke på på kraven, kommer nærmest rullende ind.

Han finder sig en plads. Henter et glas fadøl og nogle chips fra den frie bar og sætter sig til at læse i Die Zeit. Med brillerne på næsen forsvinder hans hoved næsten ned mellem avisens sider, så kun den blanke top af issen ses. Ind i mellem dukker hovedet frem for at tage sig nogle tørstige slurke af øllen. på et tidspunkt ringer hans mobil, som han finder frem fra præstedragtens folder og taler et par minutter på tysk ind i den.

Jeg må indrømme at jeg nærstuderer præsten, nærmest falder i staver over ham. Mens jeg tænker på, om man egentlig skal blive forarget. Selvfølgelig ikke over, at en katolsk præst taler i mobil, eller er tyk eller for den sags skyld drikker sig en øl. Nej men over at han flyver på bussiness-class. En troens mand, bør han nyde den slags privilegier, skal de tyske borgeres kirkeskat virkelig gå til, at han kan flyve på bussiness, for jeg går ud fra, at han ikke selv havde betalt for det.

Omvendt så hører de franciskanske idealer om nøjsomhed blandt præster måske fortiden til. Lever vi i en tid, hvor alle, også præster, nødhjælpsarbejdere og andre, der tjener en god sag, har ret til deres del af de materielle goder?

Spørgsmålet har rumsteret i mig siden søndag, uden jeg er kommet frem til et klart svar.

Det kan jo også være at han, ligesom mig selv, bare var en heldig passager, der havde fået opgraderet sin billet. 

Men jeg ved i hvert fald, at den tyske præst ikke lignede en, der havde fundet en større mening med livet, som han sad der og slubrede i sin fadøl med næsen i avisen.