Er der virkelig ingen, der er imod et fuldstændigt rabiat forslag om at afskaffe al ulsndsbistand?

Jacob Basbøll skrev i mandagens udgave af Nyhedsavisen, at u-landsbistanden bør droppes. Hans pointer er jo rigtige nok. Toldmure, landsbrugsstøtte og håbløsde bilaterale handelsaftaler mellem i- og u-lande er langt langt mere skadelige end det gode, som ulandshjælpen gør. Men skulle det være argument for at droppe ulandsbistanden? Det ene udelukker vel ikke det andet. Lad os dog både fjerne toldmure og landsbrugsstøtte, og så samtidig give den bedst mulige u-landsbistand.

Når u-landsbistand hidtil ikke har ført lande ud af fattigdom, skal man forsøge at lave en bedre u-landsbistand, ikke afskaffe den. Desuden skal man jo se på to niveauer. En ting er national økonomisk vækst, en anden om de fattigste får det bedre. Mere retfærdige internationale handelsbetingelser er alfa og omega for at u-landene kan få national økonomisk vækst. Men det er langt fra givet, at det vil komme de fattigste til gode. Derfor er det nødvendigt med hjælp, der går målrettet mod fattige og andre udsatte grupper. Det er bogstaveligt talt livsvigtigt.

Jeg er selv involveret i et Danida-støttet projekt, hvor vi hjælper handicappede i Ghana med at opstarte en national handicapidræts-organisation. Handicappede i u-lande er meget ringe stillede. De bliver set ned på, og lider selvsagt under dette. Ingen ser handicappede som en ressource, men forskellige studier har vist, at idræt for handicappede både kan ændre de handicappedes selvopfattelse og samfundets syn på handicappede.

Handicappede i Ghana kan ikke kun hjælpes gennem mere retfærdige handelsbetingelser. Det er dybt nødvendigt med projekter, der målrettet hjælper en sådan marginaliseret befolkningsgruppe.

Derfor skal u-landsbistanden bevares, og hele tiden målrettes samfundets svageste grupper.