Torben Lund, der er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, bekræfter nu over for B.T. historien om, at Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti sang nazi-sange og heilede, ved en fest i Grøften i Tivoli. Det skriver Bt.dk.
Torben Lund var med til festen, der blev holdt i forrige uge, men ville i første omgang ikke udtale sig.
Men efter Messerschmidt fredag formiddag udsendte en pressemeddelelse, hvor han ud over at kræve et dementi fra B.T., beskrev Torben Lund som en ven, ændrede Torben Lund mening og bekræftede historien.
Torben Lund siger, at han føler sig som gidsel i sagen. Morten Messerschmidt har båret sig ualmindeligt dumt ad og den skal han ikke tørre af på mig, siger Torben Lund til Bt.dk.
Den tidligere socialdemokratiske politiker tilføjer, at Messerschmidt ikke har nogen som helst grund til at kræve et dementi af B.T.