Jørgen Poulsen fra Ny Alliance havde ikke taget sin formand i ed, da han på sit partis landsmøde på Djursland langede ud efter Dansk Folkeparti og sammenlignede partiets annonce-metoder med nazi-propaganda i 30 ernes Tyskland.
- Jeg ville ikke selv have brugt det udtryk. Men Jørgen Poulsen har ret
til at markere sig frit med sine synspunkter«, siger partileder Naser
Khader til Politiken.
Fra talerstolen sagde Jørgen Poulsen blandt andet:
- Vi oplever her i vores eget land et parti, der som led i en
partipolitisk propaganda, indrykker annoncer i danske aviser med danske
dommere iklædt burka og med hammer i hånden. Vi oplever også en presse,
som skulle forestille at være demokratiets vogtere, falde i næsegrus
beundring over håndværket bag propagandanummeret. Det ligner uhyggeligt
den beundring for håndværket bag "Der ewige Jude" og andre af Goebbels
og Riehfenstahls filmiske værker.
Og videre:
- Et parti, som ikke viger tilbage for at udslynge
nedværdigende bemærkninger om menneskers nationalitet, etniske
tilhørsforhold eller dyrke hadet mod religiøse grupper med metoder, som
godt kan sammenlignes med de metoder, som blev anvendt mod jøderne i
tredivernes Tyskland.
Udtalelser vækker hovedrysten på Christiansborg. Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, kalder udtalelserne for vanvittige, der siger mere om afsenderen, end det siger om noget som helst andet .
De konservatives Henriette Kjær frygter, at udtalelsen fra Jørgen Poulsen kan have den stik modsatte effekt - nemlig, at Dansk Folkeparti får endnu mere opmærksomhed.
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, har meget lidt til overs for retorikken.
- Jeg kan kun spørge, om manden er rigtigt velforvaret oppe i hovedet. Det
er simpelthen så utroværdigt, usagligt og langt ude, at det er svært at
forholde sig til, og man tænker på, hvordan han egentlig går og har det
til daglig - det må være svært for ham, siger Pia Kjærsgaard til Politiken.dk.