Miseren om DR’s megadyre byggeri i Ørestaden fortsætter.
I de seneste fire år har DR brugt 4,5 millioner licens-kroner på at præmiere sine håndværkere med fodboldrejser og ture til Islands varme kilder.
Det eneste håndværkerne skal gøre, er at overholde sikkerhedsregler så som at bære hjelm og deltage i sikkerhedsmøder. Det skriver Berlingske Tidende søndag.
»Man skal vel ikke have penge for at overholde sikkerhedsbestemmelserne og vel slet ikke licensbetalernes penge. Men fuck det, siger vi. Vi havde sgu’ en meget fed tur til England,« siger en håndværker til Berlingske Tidende.
Et sjak var blandt til VM i fodbold i Tyskland sidste sommer, mens et andet har været til topfodbold i den engelske Premier League.
DR’s økonomidirektør, David Hellemann, siger til avisen, at der er budgetteret med otte millioner til formålet. Rejserne kaldes for en sikkerhedsbonus, og formålet er at undgå ulykker.
»Det har været en del af kontrakterne. Det er udbetalt for at undgå ulykker, og det skal ses i forhold til, at vi har indtil nu har brugt i alt fire mia. kroner. Det lyder fornuftigt nok i mine ører,« siger David Hellemann til Berlingske Tidende.
Det er DR’s sikkerhedschef, der godkender de kontante udbetalinger til rejserne, der udover at styrke det sociale samvær og have et kulturelt indhold, skal indeholde et indslag om sikkerhed i form af et foredrag eller besøg på en byggeplads.