Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Vi snuser os frem til den eneste ene

15. september 2006 10:29
Visninger  [1365 ]   Debat  [0 ]

Hvis du, ligesom jeg, troede, at kærlighed var sådan noget med to sjæle én skæbne, kan du godt glemme det. Ifølge videnskaben er det vores næse, der styrer showet – vi snuser os simpelthen frem til den eneste ene.

 

Forskere har fundet ud af, at vi ubevidst tiltrækkes af mænd og kvinder, som har et immunsystem, der ikke ligner vores eget. På den måde kan vi avle børn, der får det bedste fra to forskellige systemer, sådan at vores afkom bliver stærkere end os. Og det er noget vores instinkt kan forstå.

 

Denne dufte-teori forklarer jo unægtelig nogle af de svipsere, man har begået.

 

Jeg bilder mig ind, at jeg er en selvstændig kvinde, der normalt ikke finder mig i noget som helst. Alligevel havde jeg på et tidspunkt en kæreste, der behandlede mig rigtig dårligt. For dem der kender mig og for mig selv, gav det ingen mening, men hvis vi tager forskernes forklaring for gode varer, så giver det pludselig god mening – det var jo fordi, hans immunsystem duftede godt. Biologien overtrumfede fornuften.

 

Men det rejser altså også nogle spørgsmål:

 

Vil det for eksempel sige, at alle de selvhjælpskurser man har taget, psykologer man har betalt til og bitre erfaringer, man har gjort sig, i princippet har været til ingen verdens nytte, fordi vores instinkt lægger sig fladt på ryggen for den første og bedste psykopat med det rigtige immunforsvar? Ikke særligt opløftende, hvis det er rigtigt.

 

Derfor er det så, at jeg bliver nødt til at henvise til de kvinder (og mænd), der notorisk er sammen med idioter, der mishandler dem fysisk og psykisk. For hvis forskernes teori skal holde stik, så har de her kvinder duftet sig frem til ti mænd i træk, med det rigtige immunsystem, men desværre også en løstsiddende næve. Og det lyder ikke særlig sandsynligt.

 

Spørger man en psykolog vil han eller hun sandsynligvis svare, at disse kvinder har lavt selvværd eller overfører gamle mønstre fra deres barndom. Psykologien kan altså overtrumfe biologien.

 

Spørgsmålet er så bare, om erfaringen og fornuften kan overtrumfe psykologien og biologien, hvis de to har sendt én på vildspor.

Del på Facebook
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Anne Winther

Jeg bor på Vesterbro i København.

Men er vokset op på Sydsjælland – der hvor kaffe udtales med én stavelse (kaf’) og te er med to (te’é).

Jeg gik på Rudolf Steiner-skole og derfor dømt mærkelig af egnens andre børn, som jeg til gengæld afskrev som snæversynede og bondske. Heldigvis havde jeg Det Elektriske Barometer på P4, hvis lyttere delte min musiksmag og forestillingen om, at man var noget helt specielt.

Fik Barometer-legatet som 15-årig, hvilket ikke bare er den eneste pris, jeg nogensinde har fået for mine skriblerier, men som også straks satte gang i en skriveblokering, som jeg næsten er kommet mig over.

Valgte alligevel at uddanne mig som journalist – jeg er kandidat i Journalistik og Moderne kultur og kulturformidling fra RUC og Københavns Universitet.

2002-2004 Musikmagasinet Gaffa, hvor jeg blandt andet snakkede sex, drugs and rock’n’roll med Kronprins Frederik.

2004-2005 Praktik på Politiken (kultur og indland), hvor jeg skrev feministisk bøsseævl.

2005-2006 Freelance kulturjournalist (primært musik) – et frit liv, der sagtens kan anbefales, hvis man har giftet sig til penge eller ikke har behov for mad.

2006 Kulturjournalist på Nyhedsavisen – det bedste jeg nogensinde har gjort…håber jeg

Kultur, køn og rock'n'roll
Indlæg | 10 | 17.274 | 5
Siden | 8. september 2006 08:13
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites