Dér. Midt mellem selvbevidste engelske indierockbands og millionsælgende popdivaer ligger den. ’Romantic Classics’ - det nyeste album fra Julio Iglesias’ solbrune hånd.

Her på redaktionen modtager vi rigtig mange plader, og ikke siden vi fik den længe ventede opfølger fra Justin Timberlake, har der været så stort postyr.

Rune Skyum-Nielsen påstår, at han ikke engang vil røre ved pladen. Alligevel vil han ikke af med den, da vores kulturredaktør Mette Højbjerg til alles store overraskelse afslører, at hun er Julio-fan. Og hun kommer endda direkte fra Information – dér hvor læserne vil have lektier for, og medarbejderne bliver hørt i Günther Grass’ forfatterskab. (Vidste ikke, at Julio Iglesias også er en del af pensum derinde.)

Nå, men jeg har heldigvis selv fået et eksemplar, og i bare begejstring kommer jeg til at sige, at jeg allerede har to plader derhjemme – Crazy og La Carretera . Noget jeg ellers aldrig ville have afsløret. Men det er også fordi, folk ikke vil tro på, at La Carretera og Mammy Blue (som er på Crazy) faktisk er nogle vildt gode sange.

Jeg har nok også en større tolerance overfor slikkede don Dario’er, fordi jeg har boet i Spanien, og derfor ved, at spanske drengebørn allerede ved fødslen får kastet en tre-fire guldkæder om halsen – og derfra er det jo en decideret glidebane lukt mod tynde såler, hvide bukser og guldarmbånd.

På ’Romantic Classics’ har Julio kastet sig over nyklassikere som ’Careless Whisper’ og ’I Want To Know What Love Is’, som han fremfører hviskende, bævende og med så dybfølt patos, at jeg bliver nødt til at tage mine høretelefoner ud, fordi jeg kan mærke hans tunge langt inde i mit øre.

Billeder toner frem på nethinden af en forpint Julio med lukkede øjne og en knuget hånd placeret ved hjertet. Og bare lyden af hans varmblodede accent med de rullende r er og læspende s er sender mig lukt tilbage til barndommens besøg på det lokale pizzaria med fiskenet i loftet og ferierne i Grækenland.

Men hvis de mentale billeder ikke er nok, er der mere at hente i coveret: Afslappet, barfodet og med blikket slået ned poserer han som ikke bare Spaniens, men hele verdens førsteelsker. Iglesias er nemlig den kunstner, der har solgt flest plader på flest sprog nogensinde. 250 millioner er det blevet til.

Et par af dem står hjemme på reolen hos undertegnede og dennes redaktør. Men det er jo ikke så mærkeligt, når nu at "Spirit. Class. Sensuality." er de ord, der i sandhed kendetegner Julio Iglesias, som der står i det medfølgende bio-materiale.