Pludselig var de væk. Måtterne. Kvindernes vel at mærke.

Da jeg var lille og stod i svømmehallens omklædningsrum og kiggede på de nøgne kvinder, så jeg lige ind i nogle mørke trekanter, der kunne gøre enhver ruhåret gravhund misundelig. Og det var ikke kun, når jeg var i svømmehallen med børnehaven og klædte om med pædagogerne, som ikke så nogen grund til at give slip på 70’erne, bare fordi vi var trådt ind i 80’erne. Det gjaldt også min chikke yuppie mor – hun var ligeså naturel dernede.

Og det var helt okay. Sådan så kvinder ud.

Det gør kvinder for så vidt stadigvæk, hvis de bare var dem selv, men nu er det ikke okay længere. Og så er det jeg bare gerne vil vide: Hvor blev måtterne af?

Tager man en tur i svømmehallen i dag, er rigtig mange kvinder udstyret med en fartstribe. Eller ligner nogen på tolv, fordi der slet ingenting er – egentlig ret interessant hvorfor nogle mænd tænder på det...

Det er som om, vi kvinder gradvist har barberet mere og mere af gennem årene. Først blev der studset, så kom fartstriben – og den heldigvis meget korte overgang engang i 90’erne, hvor der blev farvet og klippet i fantasifulde mønstre. Så skulle der være helt glat, og senest har vi fået the brazilian wax, hvor ALT, forstået som i både forfra og bagtil, bliver fjernet.

Som med så meget andet i vores samfund skal der også i de nedre regioner styles og kontrolleres, så vi kan fremvise så perfekt og - også i overført betydning - glat et image som muligt.

Langt de fleste af os kvinder har det godt med ikke bare at lade stå til – det vokser jo hurtigere end ukrudt det skidt. Men hvad når denne kontrol bliver en spændetrøje?

Inden augusts skybrud satte ind, var jeg i sommerhus med en flok højtuddannede og selvstændige kvinder. Og her kunne vi hver især fortælle om, hvordan vores kropsbehåring og elimineringen af den, kan holde os i et jerngreb. Flere af os ville for eksempel aldrig vise os på stranden, hvis ikke alt var nyvokset – lige meget hvor varmt det måtte være. Én kunne sagtens finde på at sige nej til sex med kæresten – lige meget hvor hot det måtte være.

Og så var det, at en af disse kvinder lavede en meget relevant parallel til muslimske kvinders tørklæde: Er vi vestlige kvinder egentlig et hak mere selvstændige end vore muslimske medsøstre, eller ligger vi i lige så høj grad under for mændenes forestillinger – bare under bæltestedet?

Et er i hvert fald sikkert: Rigtig mange mænd har en mening om, hvad der skal være dernede hos kvinder - hvilket er så lidt som muligt. Men spøger man de selv samme mænd, hvor meget de gør ud af deres egen grooming, viser det sig, at arbejdsindsatsen kan ligge på et meget lille sted.