Fæjsboook eller fjæsbogen – en fusion mellem Linkedin og Arto – hvor voksne mennesker bruger størstedelen af deres arbejdstid på at sende hinanden vampyrbid og hotness-point. Hvem fanden gider det?
Rigtig mange millioner mennesker tilsyneladende. Og ja, mit fjæs er også at finde derinde.
For ganske lang tid siden tvang en fremsynet veninde mig til at oprette en profil, så jeg kunne se billeder af hendes afkom, og to minutter efter havde jeg glemt alt om interaktivt fotoalbum (ja, det troede jeg, det var) kaldet Facebook.
For et par måneder siden kom jeg på Facebook igen – lokket med udsigten til at blive nogens ven nummer 100. Nu ved jeg, at denne person er et reflekteret og dejligt menneske, som i allerhøjeste grad kan kende forskel på venner og bekendte, men hvad sker der for det der med at have flere hundrede ’venner’?!
”Anne, det er jo bare et socialt netværk på nettet. Du skal ikke tage det med venner så bogstaveligt”.
Men det er jo lige det, der er problemet. Jeg vil gerne tage venskaber seriøst. Og ’venner’ på Facebook er den største udvanding, siden McDonalds begyndte at servere ’kaffe’.
Og så er det lidt ligesom poesibogen i skolegården – en stor popularitets-test. Se, hvor mange venner jeg har. Og hvor cool/lækre/kendte/magtfulde og künstler-smarte de er.
Hvis Facebook skulle give mening, skulle det netop være som et lukket forum for ens tætteste venner, hvor man kan dele alt. For personligt har jeg altså ikke behov for, at mine kolleger ved, hvordan jeg ser ud i bikini. Eller at delagtiggøre min venindes tidligere vejleders kusine, som jeg mødte til en fest, i det seneste afsnit af den sæbeopera, som også kaldes mit kærlighedsliv.
Men så kan man jo bare holde det på et minimum, vil nogen sige. Men nej. For hvor dumt et svin er man ikke, hvis man siger nej til nogens velmenende forespørgsel om at være deres ven?
I det hele taget skal der redefineres nogle sociale omgangsformer.
Normalt dater man nogen, og når de så ikke er i ens liv længere ja, så er de ikke i ens liv længere. Men ikke hvis man som min veninde add’ede Mr. Right i en optimistisk lykkerus. Med det resultat, at not so Mr. Right afterall nu kan følge med i alt, hvad hun foretager sig, længe efter hun ville ønske, han befandt sig i et andet solsystem.
Omvendt kan man jo heller ikke sige nej. ’Øh, jeg mener virkelig det her seriøst, og jeg ser dig 100 procent som mor til mine børn, men vi kan altså ikke være venner på Facebook’.
Men værst af alt er Facebook en rugekasse med en motherfucker af en varmelampe, når det kommer til at nære noia og ego-relaterede dårligdomme i det hele taget.
Pludselig er al den Zen, man har oparbejdet gennem års meditation og dybe væs af røgelsespinde blevet ædt af spekulationer over hvorfor den og den er venner, når nu de ikke har spurgt mig. Eller om den og den kan se, at jeg har tjekket dem ud. Og få koldsved over, at jeg lod mig lokke til at uploade et profilbillede, som alle jo rent faktisk kan se. Og hvad nu, hvis der er nogen, der hacker sig ind på min (i øvrigt dybt uinteressante) profil?
Her er det så, at jeg kan berolige mig med, at Facebook har rettighederne til alle billeder og al info og kan gøre med det, hvad de vil.
Undskyld, jeg skal lige hyperventilere…….Aaaaarrrrrrrr.
Og alligevel er jeg hooked. Facebook har fanget mig.
Men jeg godt ved, hvad jeg bør gøre. Just say no. Slette lortet. Råbe adios uden et hasta mañana.