Hvert eneste år udsættes 5000 kvinder i Danmark for en risikabel og komplikationsfyldt operation - mange af dem på et totalt unødvendigt grundlag.
En hysterektomi - som en fjernelse af livmoderen hedder - er et indgreb, der ikke alene er forbundet med risici og komplikationer både under og efter operationen, men også med en mortalitet (dødsfald). Hysterektomi bruges typisk ved godartede muskelknuder (fibromer), blødningsforstyrrelser og cancer i underlivet. Langt hovedparten af hysterektomioperationerne bliver udført på grund af fibromer - altså godartede muskelknuder i livmodervæggen og det er de operationer, der kunne undgåes og spares både penge og ressourcer og ødelagte livskvaliteter på.
Lidt tal og info hentet fra Dansk Hysterektomidatabase:
"Baggrund:
Der er tale om et væsentligt sundhedsfagligt problem, når man tager indgrebets størrelse og hyppighed i betragtning. Incidensen i Danmark ligger på 182 hysterektomier per 100.000 kvinder, med en livstidsrisiko for hysterektomi på 10%.
En landsdækkende analyse har overraskende vist, at mindst hver 5. kvinde, fik en komplikation efter en standard hysterektomi og 8% blev genindlagt indenfor 30 dage. Reoperationsraten blev anslået til 6%. Analysen viste endvidere stor regional variation i valg af operationsmetode og median indlæggelsestid.
Formål:
Det overordnede formål er at kvalitetsforbedre hysterektomi ved blandt andet at reducere antallet af komplikationer, reducere behovet for hospitalisering og reducere antallet af genindlæggelser
- Postoperative komplikationer fra 18% til 6%
- Indlæggelsestid fra 4 dage til 2 dage
- Genindlæggelsesfrekvens fra 8% til 4%"
citat slut.
Ud over det er der behov for i 5,8% af operationerne at der akut tilføres blod.
En hysterektomi koster samfundet ca 30.000 - 50.000,- bare alene på operationen. Dertil skal så tillægges at 20% af kvinderne får komplikationer, 8% skal genindlægges, en lang sygemeldingsperiode bagefter minimum 4-6 uger hvor man ikke må bære på noget.
Andre komplikationer:
Nedsat sexlyst. inkontinens, nedsynkning af blære og skede og hvad noget kunne tyde på, tidlig død.
Det mest horrible er, at alle disse bekostelige amputationer af livmødre overhovedet ikke er nødvendig fordi der findes en langt mere skånsom (og billigere) metode, der har været kendt og brugt i stor stil i både USA og andre Europæiske lande som Frankrig og England de sidste 15 år.
Ganske kort opridset fandt franske kirurger i 1996 ud af, at kvinder, der var blevet gjort klar til en hysterektomi og som rutinemæssigt på forhånd havde fået blokeret de store blodtilgange til livmoderen for at undgå forblødning i forbindelse med amputationen af livmoderen, men hvis operation af en eller anden årsag blev udskudt, ringede til hospitalet og afmeldte operatione fordi deres symptomer var enten helt forsvundet eller deres tilstand havde forbedret sig så meget, at de ikke følte det nødvendigt at gennemgå den store operation.
Franskmændene havde opdaget embolisering.
England greb ideen lynhurtigt allerede samme år (1996) og andre lande som eks. USA fulgte hurtigt trop. I 2001 var man i Danmark begyndt at tale om en ny og lovende behandling i udlandet og indtil videre var det kun Odense hospital, der udførte den i Danmark. Nu 10 år efter er der hele 3 (tre) hospitaler i det ganske land, nemlig Odense Universitets hospital, Skejby og Rigshospitalet, der samlet laver et par hundrede emboliseringer om året.
Resten af landets gynækologiske afdelinger har enten aldrig hørt om denne metode eller også bliver patienten af uransaglige grunde bare ikke henvist til embolisering. Man skal heller ikke være blind for, at der ligger en hel del interessekonflikter skjult i det. Eks. når et hospitals gynækologiske afdeling der kun kan tilbyde tradititonel behandlingsform er blevet udpeget til at oplære kirurger i kunsten at kunne fjerne livmødre. Så skal der jo bruges nogle patienter!
Fordelene ved en embolisation (UEA) er ellers indlysende. 1-2 dages indlæggelse, ingen dødsfald, lave operationsomkostninger 10 - 15.000 kr., 1-2 ugers sygemelding, ingen blødningsrisiko ved indgrebet, ingen ødelæggelser af urinledere eller andre indre organer, da der ganske enkelt ikke bliver skåret i een andet end det lille mikroskopiske indsnit i lysken hvor et meget tyndt kateter bliver indført i blodkarrene op til livmoderen. Det eneste synlige tegn på indgrebet er et plaster og evt et blåt mærke i lysken.
Af uransaglige årsager har man i Danmark valgt kun at embolisere fibromer på max 10 cm - hvis man overhovedet får at vide, at der eksisterer embolisering. I England har man ingen problemer med at embolisere fibromer på str. med en 6 måneders graviditet.
Hvordan en embolisering foregår kan ses på denne meget informative video fra amerikanske Hartford Hospital
http://video.google.com/videoplay?docid=4078470014717584776#
Hvorfor får danske kvinder ingen informationer om denne langt mere skånsomme behandlingsmetode, der både kan spare liv (dødsfald ved en hysterektomi er 0,6/1000) og spare samfundet for store omkostninger både indenfor hospitalsvæsnet og efterfølgende sygemeldinger.
Hvad er årsagen til, at de gynækologiske afdelinger enten ikke ved noget som helst om embolisering eller - hvad værre er, direkte misinformerer patienterne om denne behandlingsmulighed.