I morges læste jeg for Josefine. Om Sille og hendes bamse-hund Sofus, som hun taber på vejen, så han bliver væk og kørt over. Det er drama for en to-årig, og Josefine sidder og holder godt fast i min arm på historiens værste sted - der hvor Sofus ligger flad på vejen.

Og her til morgen fik jeg sørme også selv tårer i øjnene og måtte synke en stor klump for at kunne læse videre.

I går skete det samme, da vi læste pixiebogen "Laura får en lillebror." Mens Josefine tager den historie med ophøjet ro og altid tilføjer det, som hun ved er vigtigst fra sit eget liv: "Mor har tyk mave. Mor kan ikke bære mig," så begyndte jeg at græde, da lillebror endelig blev født.

Det er hormoner, og der bliver angiveligt flere og flere af dem. Jeg græder over stort og småt og i stor solidaritet med alle verdens børn og deres familier.

Jeg har spurgt Mikkel om det var lige så slemt, da jeg ventede Josefine.

"Meget værre," siger han.

Jeg kan ikke rigtigt huske det selv, men så nævner han neger-barnet.

Jeg blev nemlig pludselig meget, meget bange for at føde et barn med sort hud. Ikke fordi sort hud ikke er pænt, men fordi det ville gøre alt meget svæt at forklare (og nej, jeg havde ikke haft et spændende sidespring. Jeg havde bare gravidhormoner susende rundt i hele kroppen, og nu havde min hjerne altså udtænkt det problem).

Jeg kunne ikke selv se at det virkede komisk. Og det var bestemt ikke noget, der bare kunne affærdiges med fakta i retning af, at begge vores familier er kedeligt leverpostejsfarvede og at jeg bare skulle tage det roligt. Jeg søgte på internettet og fandt ud af, hvor mange generationer hudfarver kunne springe over. Det var ingen risiko overhovedet, men jeg græd og græd.

Jeg kan faktisk stadig genkalde mig Mikkels meget dybe vejrtrækning, før han gav mig et stort kram og sagde at han altid ville elske mig og barnet - uanset hudfarve...

Og så er det måske meget harmløst at græde over en børnebog. Både Mikkel og Josefine tager det i hvert fald fuldstændig afslappet.

"Dig tyk mave. Dig ked af det," siger Josefine som forklaring på det hele og springer ned fra sofaen. Sofus er hjemme hos Sille igen, og så er alting godt.