I går hørte jeg pludselig min ellers besindige mand klaske hånden i spisebordet og sige:

"Det er mit bord, og du sidder ved det."

Josefine havde allerede været i gang længe:

"Det er mit bord," råbte hun og holdt godt fast i sin ende af bordpladen.

Jeg kan ikke huske, hvordan det begyndte, men det var for alvor, og det var mindst konflik nummer ti i de par timer, vi allesammen havde været hjemme. For Josefine er i det, som med et pænt ord hedder selvstændighedsfasen og som i gamle dage hed trodsalderen.

Hun vil SELV tage sit tøj af og på - for ikke at snakke om sko. At hun ikke helt kan endnu er totalt underordnet, og hun skriger og sparker og hader os af hele sit hjerte - både når forsøget mislykkes, og når vi til sidst hiver blusen over hovedet og binder snørebåndene.

Sekundet efter bliver hun lillebitte.

"Hvor er min sut?" spørger hun, der som lille nægtede at sutte på andet end bryst, og så vil hun lege baby i mine arme og snøfte lidt.

Indtil hun bestemmer, at hun vil se Bamse og Kylling på dvd, og det skal være NU. Men det må hun ikke. Jeg vil til gengæld gerne læse en bog højt eller lave mad sammen ude i køkkenet, men det dur ikke. Skrig og små rasende ben, som sparker vildt. 

Vi voksne prøver at holde tungen lige i munden. Det er sådan noget med at sige nej og ja og holde af så tydeligt, at hun kan forstå det gennem alle de stærke følelser. Nogle gange går det bedre end andre. Nogle gange kommer vi rigtig langt ud.

Og nogle gange skal man lade være med at fortælle, at spisebordet faktisk er mit. Jeg har selv fået det af min lillesøster, som fandt det i en kælder i en ejendom i Århus, hvor hun boede. Men nøj, hvor var det svært.