Pludselig hører jeg mine egne morgenvrisne ord komme ud af Josefines mund.
Hun står bøjet over Dukke Lille, som ligger i dukkesengen.
"Sov SÅ! Ikke op nu. Lig ned. Godnat. Luk øjnene!" lyder det vredt til den stakkels dukke.
Bortset fra det med at kræve lukkede øjne, har jeg vist sagt det hele klokken fem om morgenen, når Josefine er overbevist om, at det er morgen, selvom officiel stå-op-tid først er klokken seks.
Jeg ville gerne lyde meget mere omsorgsfuld og forstående. Noget i stil med: "Lille Skat. Det er slet ikke morgen endnu. Nu skal du sove. Vil du lige have lidt vand?"
Måske lyder jeg også sådan på mine bedste dage - og nætter, men det er altså svært at leve op til ens egne bedste sider dagligt.
Men efter hun er begyndt at lege vågne-for-tidligt-legen med Dukke Lille er jeg alligevel blevet meget bedre til det.